Da 41-årige Kasper Møller Pedersen for ti år siden kom ud for en ulykke, gik han fra at være Ph.d.-studerende til at være uarbejdsdygtig. Det var en kæmpe omvæltning.

I 2012 ændrede Kasper Møller Pedersens liv sig radikalt, da han faldt af en jetski under en sommerferie i Sverige. Han pådrog sig flere skader, der gjorde, at han ikke kunne vende tilbage til et normalt arbejdsliv. Kasper var på sygedagpenge i et års tid, men det var først halvandet år efter ulykken, han blev gjort opmærksom på af en veninde, at han kunne ansøge om invalidepension gennem pensionskassen. Det blev et vendepunkt for ham.

”Det var en stor lettelse at få tilkendt invalidepension. Økonomisk set betød det, at vi som familie kunne blive i vores vante rammer, men den gav mig også mulighed til at genfinde mig selv og acceptere min nye situation”, fortæller Kasper, som bor på Østerbro med sin kone og to børn.

Pension er også forsikringer
Inden Kasper kom til skade som 31-årig, havde han ikke de store bekymringer i livet. Han var faktisk heller ikke klar over, at hans pensionsordning bestod af forsikringer, eller hvad invalidepension var for noget.

”Jeg ville ønske, at jeg havde kendt bare lidt til invalidepension inden min ulykke, for når man er syg, er det svært at forholde sig til alt for meget information. Jeg vidste knapt nok, at jeg indbetalte til pension”, siger han og griner lidt af sit gamle jeg.

Kasper håber, at hans historie kan være med til at udbrede kendskabet til invalidepension - en forsikring, der kan komme til udbetaling, hvis man mister evnen til at arbejde på grund af ulykke eller sygdom.

”Hvis bare ét andet medlem får glæde af min historie, så er jeg glad. Det er derfor, jeg har valgt at dele min oplevelse”, siger Kasper.

"Økonomisk set betød det, at vi som familie kunne blive i vores vante rammer, men invalidepensionen gav mig også mulighed til at genfinde mig selv og acceptere min nye situation" Kasper Møller Pedersen, invalidepensionist i AkademikerPension


Invalidepensionen har gjort en forskel
”Den primære konsekvens af ulykken er, at jeg i dag lever med kronisk hovedpine. Den gør, at jeg er betydeligt nedsat i min arbejdsevne og i alle andre parametre af mit liv”, siger Kasper, som ofte er nødt til at melde afbud til arrangementer og sociale aktiviteter.

Kasper har siden ulykken fået tilkendt invalidepension ad flere omgange, og faktisk var det i en lang periode hans eneste indtægtskilde. I dag arbejder Kasper på betydeligt nedsat tid i fleksjob, og hans månedlige invalidepension fungerer som et supplement.

”Invalidepensionen har i en årrække betydet utrolig meget for både mig og min familie. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan mit liv havde set ud uden”, siger Kasper, som er taknemmelig for al den hjælp, han har fået siden sin ulykke.

Fakta om invalidepension

  • AkademikerPension har 1.272 invalidepensionister ud af 150.000 medlemmer. Det svarer til under 1 procent.
  • Invalidepension er en forsikring, som følger med dit medlemskab hos os.
  • Kan sikre dig en indtægt, hvis du bliver for syg til at arbejde, uanset om det er i en tidsbegrænset periode, eller til du når folkepensionsalderen. Det er vigtigt, at du ved, der er økonomisk hjælp at hente, hvis du i en periode eller over længere tid ikke kan varetage dit job. Det kan være af både psykiske og fysiske årsager.

Hvis du ønsker at ansøge om invalidepension, så skal du være opmærksom på, at du selv skal kontakte os.

Se hvordan du er dækket i forhold til invalidepension

I vores selvbetjeningsunivers får du hurtigt overblik over dine nuværende forsikringer, og vi har gjort det let for dig at tilpasse forsikringerne, så de passer til netop dig.