Jo tidligere, du begynder at indbetale til pension, jo flere penge får du mellem hænderne som pensionist. Christian Nielsen på 29 er ny på jobmarkedet, men har allerede fået justeret sin pensionsordning, så den passer til hans liv.
”Det er rart, at jeg har fået styr på min pensionsordning fra starten af min karriere. Pension hører jo til en del af arbejdslivet, og det er fint at få på plads allerede nu. Så er alt, som det skal være”, siger Christian, som blev medlem af AkademikerPension i sommeren 2021, da han startede som fuldmægtig i Erhvervsstyrelsen.
Christian fortæller, at pension ikke var noget, han tænkte særlig meget på som studerende, og det var heller ikke noget, han snakkede med vennerne om. Det var først, da han startede i job, at emnet pension blev aktuelt, og under en samtale med en rådgiver fandt Christian ud af, hvad hans pensionsordning rent faktisk dækker over.
Pension er også forsikringer
Christian var først ikke klar over, at pensionsordningen også indeholder forsikringer såsom børnepension, ægtefælle-/samleverpension og en invalidepension, der sikrer ham økonomisk, hvis han ikke kan arbejde længere.
"Lige nu er det bare fedt at vide, at min pensionsordning er sammensat, så den passer til der, hvor jeg er i livet." Christian Nielsen, 29 år og medlem i AkademikerPension
Efter samtalen med rådgiveren fik han fjernet de to første forsikringer, så han ikke indbetaler til noget, der ikke er aktuelt for ham. Han er nemlig hverken gift eller har børn lige nu. Da Christian fandt ud af, at han også er forsikret med en invalidepension, reagerede han positivt.
”Jeg blev glædeligt overrasket, da jeg fandt ud af, at en pensionsordning også dækker andre ting såsom en invalidepension, hvis det nogensinde skulle blive aktuelt. Det har været fint at finde ud af, hvad det rent faktisk vil sige at have en pensionsordning i forhold til forskellige situationer, man kan møde i løbet af sit arbejdsliv”, siger han og fortsætter:
”Lige nu er det bare fedt at vide, at min pensionsordning er sammensat, så den passer til der, hvor jeg er i livet. Men jeg tænker, at jeg vil holde øje med, om der er nogle forsikringer, som skal justeres, når min situation ændrer sig, nu hvor jeg kender til mulighederne”.
Små ændringer gør en stor forskel som pensionist
Det er vigtigt at holde øje med sin pensionsordning og justere undervejs, når det bliver aktuelt. Det kan nemlig få stor betydning for udbetalingen, når man forlader arbejdsmarkedet.
"Når jeg engang skal bruge min pension, håber jeg, at jeg kan se tilbage og sige, det var godt, at ham den unge udgave lige brugte fem-ti minutter med en rådgiver på at få styr på de grundlæggende ting”.
Få et overblik over dine forsikringer
Vi har gjort det let for dig at tilpasse dine forsikringer, så de passer til netop dig. I vores selvbetjeningsunivers får du hurtigt overblik over dine nuværende forsikringer og bliver guidet frem til den bedste løsning til dig.