Alfa giver dig frihed og fleksibilitet

Medlemmer på Den fleksible pensionsordning med gennemsnitsrente har nu mulighed for at skifte til vores helt nye  produktpakke, Alfa. Ønsker du at skifte til Alfa skal du kontakte os for at få et konkret tilbud. 

Med Alfa har vi skabt fleksibilitet og flere valgmuligheder, så du kan skrue din pensionsordning sammen, så den passer til netop dit liv. På den måde får du den bedst mulige opsparing og tryghed på vejen mod livet som pensionist.

Her har vi samlet information om forskellene på din gamle pensionsordning og Alfa:

Investeringer 
På gennemsnitsrenteordningen har alle medlemmer samme risikoprofil. På Alfa investerer vi din opsparing, så din risiko løbende bliver tilpasset og mindre, efterhånden som du bliver ældre og skal bruge din opsparing. Det kalder vi livscyklus. Din risikoprofil bliver automatisk sat til Mellem, men du har også mulighed for at vælge Lav eller Høj. Hvis du ønsker en af de to profiler, skal du kontakte os.  

Hvis du vælger pensionsordningen, Alfa, vil din opsparing ikke længere blive forrentet med en gennemsnitsrente, som pensionskassen løbende fastsætter. Du vil i stedet skifte til en forrentning, hvor dit afkast følger markedsafkastet. På et markedsrenteprodukt tilskriver vi din samlede pensionsopsparing depot det faktisk opnåede afkast. Stiger markedet 5 procent, stiger dit depot med 5 procent. Falder det, falder depotet også. 

Hvis du skifter til Alfa, bliver din andel af den kollektive egenkapital sat ind på dit depot. På den måde bliver det lettere for dig at få et samlet overblik over din pensionsopsparing. 

Forsikringer ved sygdom og død
Med Alfa er du som standard godt forsikret, hvis du får nedsat din erhvervsevne eller bliver ramt af en kritisk sygdom.  

Hvis du dør, inden du når folkepensionsalderen, udbetaler vi et beløb til dine nærmeste. På gennemsnitsrenteordningen kan din ægtefælle/samlever få en ægtefællepension udbetalt hver måned i 10 år. Har du ikke en ægtefælle/samlever, ryger pengene i pensionskassens egenkapital. 

På Alfa ophører din invalidesum, da du i stedet får en bedre løbende dækning ved nedsat erhvervsevne.  

Opsparing 
For at give dig størst mulig fleksibilitet, når du går på pension, bliver en del af din pensionsindbetaling på Alfa sat ind på en ratepension. Hvis du når beløbsgrænsen for din ratepension, går resten af dine indbetalinger til en livsvarig pension, som bliver udbetalt, så længe du lever. På gennemsnitsrente bliver pengene sat ind på livsvarig pension. 

Omkostninger og priser 
Administrationsomkostningerne på den gamle og nye ordning er de samme og udgør cirka 46 kroner om måneden. Investeringsomkostningerne stiger en smule afhængig af dit valg af risikoprofil.   

Arv og begunstigelse
Har du tidligere haft en engangsudbetaling administreret af Forenede Gruppeliv, gælder din begunstigelse på dødsfaldsdækningen ikke længere. Du skal derfor lave en ny begunstigelse, hvis du ønsker, at andre end dine nærmeste skal modtage penge fra din pensionsopsparing efter din død. Har du på din nuværende ordning en engangsudbetaling ved død, og har du udfyldt en begunstigelse, gælder denne også fremadrettet.  

På siden her har vi samlet alt, du behøver vide om Alfa. Du kan læse om fordelene og læse en række spørgsmål og svar om Alfa.

Fortæl om dig selv og få mest muligt ud af din pension

Jo mere vi ved om dig, jo bedre kan vi rådgive dig.

Hvis du besvarer et par spørgsmål om dig og dit liv på din personlige side, får du vores anbefalinger til, hvordan du tilpasser dine forsikringer bedst muligt til netop din livssituation.

Fordelene ved Alfa

Alfa indeholder som standard et væld af fordele, som sikrer dig og dine nærmeste gennem hele livet. Du kan også tilpasse din ordning, så den passer til netop dit liv.

Med Alfa får du:

  • Opsparing og forsikringer, som du kan tilpasse til dit liv.
  • En risikoprofil justeret efter din alder.
  • Sikret dig selv og dine nærmeste, hvis du bliver syg eller dør, før du går på pension

Herunder kan du læse mere om fordelene ved Alfa. Klik på knappen for at få mere at vide om standardpakken i Alfa og dine tilpasningsmuligheder.

For at give dig de bedste forudsætninger for et sundt og godt liv, er du dækket af vores sundhedsordning. Du har blandt andet adgang til online lægehjælp og forskellige fysiske samt psykiske behandlinger.

Læs mere på siden her om sundhedsordningen.

Du er godt sikret økonomisk, hvis du bliver for syg til at arbejde.

Har du vores standardpakke, får du dækket 50 procent af din løn, hvis du får nedsat din erhvervsevne. Ligesom du får en forhøjet udbetaling, hvis du kommer i et jobafklarings- eller ressourceforløb. Bliver du ramt af en kritisk sygdom, får du udbetalt 150.000 kroner.

Læs mere på siden her om standarddækninger og tilpasningsmuligheder.

Hvis du dør, før du når din pensionsalder, er du blandt andet sikret, at hele din pensionsopsparing går til dine nærmeste.

Læs mere på siden her om standarddækninger og tilpasningsmuligheder.

Vi investerer din opsparing, så du tager en højere risiko som ung, men automatisk nedtrapper til en lavere risiko i takt med at du bliver ældre.

Læs mere på siden her om livscyklus.

Du kan vælge mellem tre risikoprofiler, så din opsparing passer bedst muligt til din øvrige privatøkonomi. Som standard har du en risikoprofil med mellem risiko, men du kan ændre den til lav eller høj risiko i stedet, hvis du ønsker det.

Læs mere på siden her om de tre risikoprofiler.

Sammenlignet med vores tidligere pensionsordninger ender du forventeligt med en større opsparing, når du går på pension. Det skyldes, at du med Alfa har en højere gennemsnitlig risiko.

Den forøgede risiko ligger, mens du er ung, og der er lang tid til, at du skal bruge din opsparing. I takt med at du bliver ældre, bliver risikoen automatisk nedtrappet.

Læs mere på siden her om risikoen for Alfa.

Når du går på pension og skal til at leve af din opsparing, er du beskyttet mod pludselige kursfald på de finansielle markeder.

I Alfa er der nemlig indbygget en såkaldt udjævningsmekanisme, der forrenter din opsparing ud fra gennemsnittet af de seneste ti års afkast.

Læs mere på siden her om udjævningsmekanismen.

Mere information om Alfa

Herunder finder du en række spørgsmål og svar om Alfa. Det er også her, vi har samlet alle relevante dokumenter om den nye pensionsordning.

Hvis du ikke finder det, du søger, er du altid velkommen til at kontakte os.

Spørgsmål og svar: Generelt

Spørgsmål og svar: Markedsrente