Alt det vigtige, du skal vide om at gå på pension

Du har nu valgt at gå på pension og starter et nyt stort kapitel i dit liv. Vi har på denne side samlet en række informationer, der kan hjælpe dig godt i gang med livet som pensionist.

Ring til os inden du går på pension

Ønsker du at gå på pension, er det vigtigt, at du ringer til en rådgiver.

Der er nemlig mange bindende regler, når du først har startet dine pensionsudbetalinger. Dem kan du læse om på siden her.

Søg om folkepension i tide

Du skal selv søge om at får udbetalt din folkepension. Dette sker ikke automatisk. Du kan søge til og med den måned, hvor du når din folkepensionsalder, men kan sende din ansøgning op til seks måneder før.

Du søger om folkepension på borger.dk.

Når din ansøgning er sendt

  • Ret din forskudsopgørelse, så din indtægt passer.
  • Vær sikker på, at du kun anvender dit hovedkort (skattekort) et sted.

Pension og beskatning

Dine månedlige pensionsudbetalinger bliver beskattet som personlig indkomst. Du skal derfor ikke betale arbejdsmarkedsbidrag af dine udbetalinger. Får du udbetalt et engangsbeløb, bliver du beskattet med 40 procent af beløbet. Dette gælder dog ikke aldersopsparingen, da den er skattefri.

Diskvalifikation af aldersopsparingen

Når du starter udbetaling af din løbende pensionsordning, bliver du diskvalificeret i forhold til at kunne indbetale det høje beløb til en aldersopsparing fra det efterfølgende indkomstår. Ønsker du at indbetale det høje beløb, skal dette gøres inden årets udgang.

Du kan indbetale her.

Sådan er din pension beregnet

De månedlige pensioner er forudbetalt og bliver sat ind på din konto på den sidste hverdag i måneden. I din indbakke på din selvbetjening modtager du en meddelelse, som indeholder informationer om de udbetalte beløb og skattetræk.

Vores beregninger varierer med de indbetalte bidrag, og beregningerne forudsætter derfor, at dine pensionsindbetalinger fortsætter uændret frem til pensioneringen.

Din pensionsudbetaling er beregnet med den fastsatte bonus og kontorente i indeværende år, men er beregnet uden bonus og med en beregningsrente, som fastsættes af bestyrelsen for et år ad gangen, og kan blive ændret.

Dine forsikringsdækninger bortfalder

Når du går på pension, bortfalder din gruppeforsikring, invalidepension og eventuel dødsfaldssum.

Har du vores sundhedsordning, bortfalder den også, når du går på pension.

Ægtefællepension

Hvis du er omfattet af Ægtefælle-/samleverpension bliver denne udbetalt ved din død, hvis du har en berettiget ægtefælle eller samlever. Størrelsen af udbetalingen kan du se ved at logge ind på din personlige side.

Efterløn og folkepension

Hvis du får efterløn, kan have konsekvenser, at du får penge udbetalt fra din pension. Kontakt din a-kasse for at få mere at vide.

Vær også opmærksom på, at det kan have konsekvenser for størrelsen af din folkepension, at du får penge udbetalt fra din pension. Det er dog kun folkepensionens tillægspension og ikke grundbeløbet, der kan blive påvirket.

Det er Udbetaling Danmark, der administrerer og udbetaler din folkepension. Kontakt dem for at få mere at vide om folkepensionen og udbetalinger fra den.

Andre muligheder

Kapitalisering af livsvarig pension: Hvis din livsvarige pension (efter udbetaling af alderssummen) er mindre end 12.300 kroner (2024) om året, kan du få omregnet den livsvarige pension til et engangsbeløb, som du kan få udbetalt. Du betaler 40 % i skat af beløbet ved udbetaling.

Ønsker du denne løsning, skal du kontakte os.