2023 var et finansielt turbulent år. Alligevel endte året med et afkast på 9 procent, da de sidste par måneder bød på kraftige kursstigninger.

”Selvom vi ikke indhentede tabet på 11,6 procent i 2022, så blev 2023 et afkastmæssigt godt år over den historiske normal”, siger investeringsdirektør, Anders Schelde.

Han er især tilfreds med afkastet med henblik på, at 2023 på forhånd havde alle ingredienser til at blive et finansielt sløjt år. Stigende renter, høj inflation, krig og mange geopolitiske spændinger betød store markedsudsving. Flere af disse ingredienser vil også præge 2024, og derfor er han også usikker på, hvilket 2024 vi kigger ind i.

”2024 kan gå hen og blive et lige så turbulent år. Vi kan ikke med sikkerhed sige, at inflationen er tæmmet igen, og der er udsigt til fortsat øgede geopolitiske risici mange steder i verden, men omvendt kan det også gå bedre end frygtet. God risikospredning har næppe aldrig været vigtigere”. 

Flotte historiske afkast

Selvom der har været ganske store udsving i afkastet i de senere år, kan AkademikerPensions medlemmer fortsat se tilbage på robuste historiske afkast.  Ser vi eksempelvis 10 år tilbage, kan medlemmerne glæde sig over at have fået pensionsbranchens bedste afkast på 5,8 procent om året blandt alle gennemsnitsrente-produkter. Ser vi fem år tilbage, ligger vores gennemsnitlige afkast på en fjerdeplads ud af 20 selskaber.

Begge tal er baseret på afkastet for gennemsnitsrente i offentliggjorte regnskaber frem til og med 2022. 

”2022 var et rigtigt skidt år afkastmæssigt, men vi lå nu fortsat i den bedre halvdel blandt alle gennemsnitsrenteprodukter for 2022 isoleret set, og fortsat ganske robust på de længere tidshorisonter. Jeg tror og håber, at vi kan fastholde den position i 2023-sammenligningen, når vi får syn for sagn i pensionsbranchens kommende årsregnskaber”.

Samme afkast til Alfa-medlemmer

I AkademikerPension har de fleste medlemmer en pensionsordning med gennemsnitsrente, men vi startede udrulningen af vores nye pensionsprodukt, Alfa med livscyklus, til tidligere markedsrente-medlemmer sidst i 2023.

For Alfa-medlemmer ender 2023-afkastet også omkring de ni procent. Her er det vigtigt at huske, at Alfa er så nyt, at vi kun har afkast fra 4. kvartal 2023. I den periode var afkastet på omkring syv procent, hvortil kommer afkastet fra de første tre kvartaler i 2023, som var på cirka to procent i det hidtidige markedsrenteprodukt.

Det er vigtigt at understrege, at ens personlige afkast som Alfa-medlem kan afvige lidt fra de ni procent, da alle medlemmer får en risikoprofil specifikt tilpasset deres alder.

Afkast for Alfa (Q4) - 15 år eller mere til pension:

Risikoprofil

Afkast

Lav

7,1%

Mellem

7,1%

Høj

7,0%