Årets afkast på 11 procent svarer til, at du og vores 150.000 andre medlemmer er blevet lidt mere end 15 milliarder kroner rigere.
Investeringschef, Anders Schelde, er tilfreds med årets afkast.
”Jeg var egentlig ganske optimistisk i starten af 2021, men at året skulle ende med 11 procent - det er bedre end ventet og meget tilfredsstillende”.
Han fortæller, at aktier og ejendomme især var med til at trække afkastet op.
”Obligationsporteføljen og særligt de danske realkreditobligationer havde et lidt svært år, men til gengæld havde vi fænomenale afkast i særligt de ikke-børsnoterede investeringer. Eksempelvis fik vi næsten 57 procent i afkast på vores unoterede aktier, men ejendomsporteføljen gjorde det også rigtig godt”.
"Året var et godt eksempel på, at en bred og risikospredt portefølje er vejen frem, og samlet set lykkes det os at slå det generelle marked med mere end to procentpoint." Anders Schelde, investeringschef i AkademikerPension
Det langsigtede afkast
Årets afkast betyder, at det gennemsnitlige årlige afkast siden 2009 lyder på 9,1 procent. I kroner betyder det, at 100 kroner er blevet til 306 kroner.
Som langsigtet investor er det tilfredsstillende at se, at afkastet igen er solidt. Det giver ro og økonomisk tryghed for vores medlemmer.
Forventninger til 2022
Når investeringschef, Anders Schelde, kigger ind i 2022 er han fortrøstningsfuld, selvom han ikke forventer et afkast som i 2021.
”Sandsynligheden for, at afkastet kommer op på niveau med 2021, er meget lille. Jeg vover pelsen og gætter på, at afkastet lander omkring seks procent. Men folk skal huske på, at et enkelt år ikke er afgørende, når man sparer op til pension. Her handler om det om at have den rette langsigtede strategi, som klarer sig godt, både når det går op og ned”.
Hvor meget har du selv sparet op?
Hvis du gerne vil vide præcis, hvor meget du har sparet op og fået i afkast, så log ind på din personlige side via selvbetjening eller ring til en af vores rådgivere på 39 150 150.