I 2025 holder vi 20 webinarer, hvor du kan give din mening til kende og lære alt om pension
Hidtil har medlemsinddragelsen mest været fokuseret omkring den årlige generalforsamling og bestyrelsesvalg hvert andet år.
Men i år inviterer vi også til mere end 20 webinarer, hvor du som medlem har mulighed for at give din mening til kende og blive meget klogere på, hvordan du får mest muligt ud af din opsparing.
Idéen er, at webinarerne skal være med til at gøre dialog og medlemsindflydelsen mere vedkommende, at flere får mulighed for at komme til orde, og at AkademikerPension løbende får indblik i, hvad der rør sig blandt medlemmerne.
Og hvorfor er det overhovedet vigtigt?
Når du har en arbejdsmarkedspensionsordning, er du både ejer og medlem. Det betyder, at alt overskud ryger tilbage i dine og de mere end 170.000 andre medlemmers lommer, og at du har indflydelse på pensionskassens strategiske retning.
Herudover er pension også en af de største opsparinger i dit liv, og når du forlader arbejdsmarkedet, skal du leve af de af de penge, du har sparet op. Derfor er det vigtigt at følge med i, om du har sparet nok op.
Vidste du, at der i 2025 er bestyrelsesvalg?
AkademikerPensions bestyrelse består af 10 medlemmer, og de fem af dem bliver valgt af og blandt vores medlemmer ved en urafstemning.
I efteråret 2025 skal to pladser i bestyrelsen besættes, og du kan melde dit kandidatur fra september.