Ægtefælle-/samleverpension er en forsikring, der sikrer din ægtefælle eller samlever en løbende ydelse i ti år, når du dør.
Omfattede pensionsordninger
Ægtefælle-/samleverpension er en del af Den Gamle Pensionsordning, Den Fleksible Pensionsordning med gennemsnitsrente og Den Fleksible Pensionsordning med markedsrente.
Dækning
De fleste familier har tilrettelagt deres liv baseret på to indkomster. Hvis du har den gamle pensionsordning eller den fleksible pensionsordning, kan der være mulighed for at tilknytte en ægtefælle-/samleverpension.
Med en ægtefælle-/samleverpension kan du sikre, at din ægtefælle eller samlever kan blive boende i jeres hjem og opretholde sin levestandard, hvis du skulle dø. Det giver tryghed for din ægtefælle eller samlever.
Din ægtefælle er dækket, når I har været gift i mindst tre måneder inden din død. Vi dispenserer fra kravet om tre måneder, hvis din død skyldes en ulykke eller akut sygdom, som ikke er led i en bestående sygdom. Desuden skal ægteskabet være indgået før du går på alderspension og/eller invalidepension.
Din samlever er dækket, hvis I havde fælles folkeregisteradresse eller tilsvarende, før du går på alderspension og/eller invalidepension og ikke har en fraskilt ægtefælle med ret til ægtefællepension på tidspunktet for udbetalingen af samleverpension. Ét af følgende scenarier skal desuden være gældende:
Første scenarie:
- Du og din samlever har haft fælles folkeregisteradresse i to år, eller har haft fælles bopæl i en sammenhængende periode på to år, der alene er ophørt grundet institutionsanbringelse, herunder ældrebolig.
- Du og din samlever har oprettet et testamente, senest tre måneder før din død, hvor din samlever står til en arv på samme størrelse som den tvangsarv en ægtefælle ifølge arveloven ville få.
Andet scenarie:
- Du og din samlever har fælles folkeregisteradresse ved din død, eller har haft fælles bopæl, der alene er ophørt grundet institutionsanbringelse, herunder ældrebolig.
- Du og din samlever har, venter eller har haft barn sammen.
For medlemmer, der er alderspensioneret før 1. januar 2012, gælder kravet om, at samlivet skal være indledt inden alderspensionering ikke.
Ændring eller fravalg
Du kan ændre i din ægtefælle-/samleverpension eller helt fravælge den, indtil du fylder 60 år.
Ægtefællepensionen bliver som udgangspunkt udbetalt over 10 år, men kan ændres til en livsvarig ægtefællepension, der bliver udbetalt til din ægtefælle, så længe han eller hun lever.
Skilsmisse
Hvis du har en pensionsordning med ægtefællepension, bevarer din fraskilte ægtefælle i visse tilfælde retten til ægtefællepension efter en separation eller skilsmisse. Retten til ægtefællepension kan dog som udgangspunkt kun blive opretholdt, hvis du har bidragspligt over for din fraskilte ægtefælle, og I har været gift i mere end fem år.
Som hovedregel kan du fravælge ægtefællepension med fremadrettet virkning, indtil du fylder 60 år, eller indtil du eventuelt får tilkendt invalidepension. Skal du betale bidrag til din tidligere ægtefælle, kan du dog ikke umiddelbart ændre ægtefællepensionen, før bidragspligten ophører, medmindre din fraskilte ægtefælle har givet samtykke til ændringen. Kontakt os, hvis det bliver aktuelt.
Husk testamentet, hvis du har en samlever, og I ikke har børn sammen
Har du en ægtefælle-/samleverpension hos os, skal du være opmærksom på, at hvis du ikke er gift, men har en samlever og I ingen børn har sammen, vil udbetalingen af ægtefælle-/samleverpension ikke blive udbetalt til din samlever medmindre, I har et testamente. Derfor kan det i den situation være særligt relevant at lave et testamente.