Sparer du nok op til din pension?

I AkademikerPension anbefaler vi, at din pension svarer til 65-80 procent af, hvad du tjener i dit job i dag. En pension af den størrelse gør normalt, at du ikke behøver at ændre dine vaner for at få pengene til at række.

Vores anbefaling bygger på, at dine udgifter til blandt andet a-kasse og fagforening, dit arbejdsmarkedsbidrag, dit eget bidrag til pension og ATP og måske udgifter til transport forsvinder, når du går fra lønmodtager til pensionist.

Det er naturligvis individuelt, hvor stort et forbrug, der er behov for som pensionist. Vi har derfor valgt at lave en bred anbefaling, så du selv kan vurdere, om dit tal passer med den pensionstilværelse, du drømmer om.

Få regnet det hele med

Vi kender ikke dine personlige drømme for pensionstilværelsen, og vi kender heller ikke alle detaljerne i din økonomi. Vi råder dig derfor til at tage vores opsparingstjek og se, hvor mange penge du kan se frem til den dag, du går på pension. Har du for eksempel pension i andre selskaber eller øvrige værdier, du har planer om at bruge som pensionist, kan det have indflydelse på dit opsparingstal.

Sådan har vi beregnet dit opsparingstal

Dit opsparingstal er beregnet før skat og er inkl. ATP og folkepensionens grundbeløb. ATP er sat til 10.000 kr. årligt, og folkepensionens grundbeløb er sat efter aktuelle satser.

Da det beregnede opsparingstal er før skat, vil frie midler og engangsbeløb, der allerede er betalt skat af eller som udbetales skattefrit, blive bruttoficeret og få tillagt en sats på 37,5 procent. På denne måde kan beløbet sammenlignes med de øvrige midler.

Opsparingstallet er vejledende, og det skal ikke opfattes som et bindende løfte eller tilbud.

Indbetal ekstra

Du har altid mulighed for at indbetale ekstra til din pensionsordning. Selv et mindre beløb kan gøre en stor forskel for den tilværelse, du kan have, når du går på pension.

Det kan være en god ide at indbetale ekstra til din pension, hvis du:

  • gerne vil have skattefradrag og undgå at betale topskat
  • gerne vil have lidt ekstra penge mellem hænderne, når du går på pension

Du kan indbetale ekstra til din pension på to måder. Du kan tilpasse din nuværende indbetaling og overføre et ekstra beløb hver måned eller du kan overføre et engangsbeløb til din opsparing.

Begge dele kan du let gøre via din personlige side.

Husk frist for indbetaling

Hvis du gerne vil udnytte muligheden for at få fradrag i skatten for dine indbetalinger, skal pengene stå på din konto inden årets udgang.

Sidste frist for indbetaling er derfor onsdag den 27. december 2023.

Fradrag for din indbetaling

Når du indbetaler ekstra til en ratepension eller livsvarig pension, er indbetalingen fradragsberettiget. Det vil sige, at du får fradrag for din indbetaling i din personlige indkomst, så du betaler mindre i skat. Ved udbetaling skal du betale almindelig personlig indkomstskat.

Vælger du at indbetale ekstra til en aldersopsparing, har du ikke skattefradrag af indbetalingen. Udbetalingen er til gengæld skattefri.

Se beløbsgrænser og fradrag.

Saml din pension

Når du får nyt job eller skifter pensionsselskab, følger din tidligere pensionsordning ikke automatisk med. Derfor bør du tage stilling til, om du gerne vil have samlet din pension ét sted.

Hvis du samler din pension, får du et bedre overblik over, hvor mange penge du har til rådighed, den dag du går på pension. Samtidig sparer du penge på administrationsomkostninger.

Omkostninger ved overførsel af pension

Hvis du overfører pension fra et andet selskab i forbindelse med et jobskifte, koster det som udgangspunkt ikke noget for dig. Du kan dog blive opkrævet et gebyr fra det selskab, du overfører din pension fra.

Hvis overførslen ikke sker i forbindelse med et jobskifte, kan du risikere at skulle betale en administrationsomkostning, svarende til en procentdel af den overførte værdi. Du vil typisk også skulle betale et gebyr til det selskab, du overfører fra.