Vi har valgt at investere i statsobligationer verden over. Det er til afkastmæssigt fordelagtigt for vores medlemmer, og det er blandt andet til stor gavn for en række udviklingslande, at de derved kan få adgang til lånekapital. Og når vi investerer i statsobligationer i udviklingslande, hvor Qatar investeringsmæssigt hører til, er vi nødt til at sprede investeringerne for ikke at øge vores og ikke mindst medlemmernes investeringsrisici.

Dilemmaet er imidlertid, at mange af de lande har lavere standarder for menneskerettigheder, end vi har vi herhjemme. Derfor har vi en screeningsproces hvor vi udelukker de ”værste af værste”. Vores screeningsproces er den mest konsekvente blandt alle danske pensionskasser - og muligvis i hele verden - og den har fået offentlig anerkendelse fra FN’s program for ansvarlige investeringer (UN PRI) som har brugt den som en case eksempel.

Aktuelt har vi derfor ekskluderet en lang række lande verden over; herunder store lande - og store potentielle investeringsmarkeder – som Kina, Saudi Arabien og Rusland. Udfordringen for os er, at vi på den ene side gerne vil undgå de ”slemme stater”, men samtidig skal vi på den anden side også have en rimelig risikospredning, hvis vi overhovedet skal være i disse markeder. Derfor ender vi desværre altid med også at investere i stater, som vi synes, gør det ringe på menneskerettigheder. Hver gang vi trækker linjen et nyt skrappere sted, ja, så står der et nyt svagt land på den forkerte af linje set med menneskerettigheds øjne.

Det er lidt uløseligt dilemma (så længe man er investeret i den her aktivklasse, EMD) som vi derfor også er helt transparente om. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Qatar er et af de lande, vi har diskuteret mest på det sidste, men altså indtil videre har fastholdt som tilladt investering, mens fx Saudi Arabien altså er dømt ude.