Emne
Lobbyaktiviteter
Mål
At Toyota undgår, både direkte og indirekte gennem sine medlemskaber i fx brancheorganisationer, at medvirke til at modarbejde tiltag, der skal fremme indfrielsen af målsætningerne i Paris-aftalen.
Tiltag og udvikling
AkademikerPension har løbende været i dialog med Toyota, men intensiverede i 2021 og 2022 dialogen omkring selskabets lobbyaktiviteter.
Selskabet har over en årrække modarbejdet politiske forsøg på at stille skrappere krav til grøn omstilling hos bilfabrikanterne. I 2021 ledte AkademikerPension, sammen med en gruppe investorer, en dialog med selskabet, hvor vi var parate til at fremsætte aktionærforslag på selskabets generalforsamling omkring lobbyaktiviteter i juni. Efter lange forhandlinger, endte selskabet med at love at bakke op om Paris-aftalens implementering, når selskabet laver lobbyarbejde direkte eller gennem erhvervsorganisationer. For at underbygge Toyotas opbakning, lovede ledelsen at offentliggøre en rapport inden udgangen af året, hvor den gennemgår selskabets direkte og indirekte lobbyarbejde op mod Paris-aftalens målsætninger.
Kort før nytårsaften offentliggjorde Toyota en rapport om nogle af sine lobbyaktiviteter i ”Toyota’s Views on Climate Public Policies 2021”. Rapporten levede dog ikke op til vores forventninger, og Toyota har i slut 2021 og 2022 fortsat sin lobbyisme imod klimarelateret regulering og politikker i eksempelvis USA, Storbrittanien og Frankrig.
AkademikerPension indsendte derfor igen i 2022 et aktionærforslag til Toyota til dette års generalforsamling. AkademikerPensions forslag kan læses her i sin fulde længde. Toyota afviste dog forslaget med begrundelsen om, at forslaget var indgivet en dag for sent i forhold til en deadline, som ikke var offentliggjort. AkademikerPensions anmodning om at holde tale på Toyotas generalforsamling blev ligeledes afvist af selskabets ledelse. Vi valgte derfor skriftligt at stille tre spørgsmål til Toyotas generalforsamling, om selskabets offentlige udtalelser stemmeroverens med målene i Paris-aftalen, hvordan Toyota vil tage aktiv handling inden næste års generalforsamling og hvordan ledelsen vil forpligte sig til at afholde sig fra offentlige udtalelser der underminere overgangen til fuld elektrificering. Alle tre spørgsmål kan læses i sine fulde længder her.
Toyota besvarede ikke vores konkrete spørgsmål, men svarede i stedet overordnet, at selskabet ikke mener, at politikere på nuværende tidspunkt bør begrænse forbrugernes valgmuligheder. Selskabets svar kan læses på dets hjemmeside.
Opfølgning
I juli efter generalforsamlingen mødtes AkademikerPension og Toyota igen, og vi fortsætter dialogen med selskabet frem mod generalforsamlingen i 2023.