Emne
- Skattetransparens.
- Klima.
Mål
- Åbenhed om skattebetalinger, land-for-land (i tråd med GRI 207-standarden).
- Styrket rapportering om klimarisici og –strategi i tråd med anbefalingerne fra Task Force on Climate-related Financial Disclosures (TCFD).
Skattetransparens - Tiltag og udvikling
LD Fonde og AkademikerPension stillede i fællesskab to forslag til Chr.Hansen’s generalforsamling den 25. november 2020. Forslagene handlede om dels gennemsigtighed land-for-land med hensyn til skattebetaling, dels rapportering om integration af klimadagsordenen i forretningsstrategien.
Hensigten med at presse på for åbenhed om, hvor og hvor meget skat selskabet betaler, var at være med til at drive en udvikling. Det er væsentligt at ændre på det faktum, at mange selskaber ikke betaler en fair skat i de lande, hvor de genererer deres overskud. AkademikerPension har ingen forventning om, at Chr.Hansen ikke betaler en fair skat, tvært imod. Generelt er virksomheder tilbageholdende, fordi der er en bekymring for, at åbenhed vil kunne give konkurrenter information, som vil underminere konkurrenceevne. AkademikerPension tror på, at Chr.Hansen og i øvrigt de fleste danske virksomheder vil vinde ved at gå med i forreste række. Bestyrelsen støttede forslaget, og vil undersøge muligheden for øget transparens, og forslaget blev vedtaget.
De globale samfundsmæssige udfordringer og i særdeleshed klimaforandringer præger alle virksomheder. Ændrede fysiske vilkår, ny regulering, nye behov hos kunder osv. giver forretningsmæssige udfordringer, og det er afgørende, at enhver virksomhedsledelse integrerer de aspekter af markedsvilkår i strategien. Tilsvarende er det afgørende for investorer, at der er transparens om ledelsens tilgang og om relaterede fakta. Bestyrelsen kunne ikke støtte forslaget om rapportering, og det blev ikke vedtaget. Det var bestyrelsens opfattelse, at Chr.Hansen, trods et højt ambitionsniveau, endnu ikke var parat.
Klimarisici - Tiltag og udvikling
Det andet forslag, som LD Fonde og AkademikerPension stillede til Chr. Hansen generalforsamling i 2020, handlede om rapportering om selskabets tilgang til klimadagsordenen i overensstemmelse med anbefalingerne fra Taskforce on Climate-related Financial Disclosures (TCFD).
Forslaget var en appel til bestyrelsen om mere gennemsigtighed om de langsigtede forretningsrisici og muligheder relateret til globale klimaforandringer – forretningsrelateret information om klima – governance, risikostyring, data, målsætninger og strategi – i årsrapporten. Det forslag blev ikke vedtaget. Det fik ikke bestyrelsens støtte, og begrundelsen var, at timingen ville være forkert. Dog var bestyrelsen enig i, at det indenfor en relativt kort tidshorisont ville være det rigtige at gøre.
Det er særligt på den baggrund rigtigt positivt at se i selskabets seneste årsrapport 2020/21 (s. 58) i afsnittet om ’Governance/Risk management’, at allerede i årsrapporten for 2021/22 vil Chr. Hansen rapportere i overensstemmelse med TCFD.
Opfølgning
Dialogen fortsættes, og Chr. Hansens kommende rapportering om skat og om klimadagsordenens implikationer for forretningen afventes med interesse. Selskabets næste årsrapport kommer i 3. kvartal 2022.