Invalidepension er en forsikring, der udbetales hver måned, hvis din erhvervsevne bliver sat ned som følge af invaliditet.
Invalidepensionen udbetales månedligt til dig, så længe erhvervsevnen er nedsat. Du kan ansøge om halv eller hel invalidepension.
Du kan ikke ansøge om eller få tilkendt invalidepension, når du er gået på alderspension.
Tilpas størrelsen af din invalidepension
Invalidepensionen er som udgangspunkt 70 % af din løn, men du kan vælge at "skrue" op og ned for dækningen. Invalidepensionen må højst udgøre 90 procent af den årlige løn.
Er du ansat under offentlig overenskomst, er det et krav, at du skal have en invalidepension på mindst 20 procent af din løn.
Kriterier for udbetaling
Hvis du ønsker at ansøge om invalidepension, skal du være opmærksom på, at du selv skal kontakte os. Invalidepension beskattes som almindelig personlig indkomst, dog betales der ikke arbejdsmarkedsbidrag.
Vær opmærksom på, at din invalidepension fra os kan have betydning for, hvad du kan modtage af offentlige ydelser.
Halv invalidepension
Du kan få udbetalt halv invalidepension, hvis du mister mindst halvdelen af din erhvervsevne inden for eget fag, inden tre år før folkepensionsalderen.
Hel invalidepension
Du kan få udbetalt hel invalidepension, hvis din erhvervsevne bliver nedsat med 2/3 eller derover inden for eget fag, inden din folkepensionsalder.
Udbetaling af invalidepension
Invalidepension kan tilkendes, hvis det vurderes, at din erhvervsevne vil være uafbrudt nedsat i mere end 3 måneder inden for eget fag. Erhvervsevnen skal være nedsat med mindst 2/3 (eller for halv invalidepension med mindst halvdelen) af den fulde erhvervsevne. Udbetalingen kan tidligst ske ved ophør af løn/arbejdsindtægt eller ved nedgang af løn/arbejdsindtægt svarende til halvdelen ved halv invalidepension eller 2/3 ved hel invalidepension.
Bidragsfritagelse
Du er berettiget til bidragsfritagelse, hvis du er berettiget til udbetaling af invalidepension. Du kan være berettiget til halv bidragsfritagelse (hvis din erhvervsevne nedsættes med halvdelen) eller hel bidragsfritagelse (hvis din erhvervsevne nedsættes med 2/3).
Fleksjob og lignende
Er du ansat i en delvis offentligt finansieret stilling (for eksempel fleksjob) af helbredsmæssige årsager, kan du måske have ret til udbetaling af invalidepension samtidig med, at du er ansat i fleksjobbet.
Din fleksjobløn og det offentlige løntilskud til fleksjobbet vil efter et bundfradrag blive modregnet i invalidepension efter gældende modregningsregler. Se modregning.
Kontakt os evt. for at høre nærmere.
Anden indtægt
Arbejdsindtægter uden for magister eller psykologområdet modregnes efter et bundfradrag i invalidepensionen fra os efter gældende modregningsregler.
Er du på hel invalidepension, kan du arbejde i op til 1/3 af fuld tid inden for dit fag. Er du på halv invalidepension, kan du arbejde op til halv tid inden for eget fag. Din arbejdsindtægt bliver efter et bundfradrag modregnet i udbetalingen af invalidepensionen fra os.
Invalidesum
Invalidesum er en skattefri sum, som du kan få udbetalt, hvis din erhvervsevne nedsættes med mindst 2/3 og det ikke længere er sandsynligt, at du genvinder erhvervsevnen til mere end 1/3, eller din erhvervsevne nedsættes varigt med mindst 2/3.
Sum ved visse kritiske sygdomme
Får du konstateret en kritisk sygdom, kan du få udbetalt en skattefri sum på 100.000 kr. fra gruppeforsikringen i Forenede Gruppeliv.