Børnepension er en forsikring, der bliver udbetalt til dine børn, hvis du dør eller mister din arbejdsevne.
Børnepension sikrer økonomisk tryghed til dine børn og din efterladte ægtefælle eller samlever. Det betyder, at børnene fortsat kan blive i deres vante rammer, har råd til at flytte hjemmefra eller har mulighed for at sætte penge til side til fremtiden, hvis du dør eller ikke længere kan arbejde.
Dine børn og adoptivbørn er dækket indtil de fylder 21 år.
Ændring eller fravalg
Du kan se på din pensionsoversigt, om du har en børnepension. Ellers kan du kontakte os for at tilvælge den. Hvis du har en børnepension, kan der være regler for, hvor meget du kan nedsætte din børnepension. Det afhænger af, om du er ansat under overenskomst eller ej.
Hvis du er ansat under en offentlig overenskomst, kan du ikke fravælge din børnepension helt. Du har i stedet følgende muligheder:
- Du kan ved død nedsætte børnepensionen til 5.000 kr. årligt.
- Du kan enten fravælge børnepensionen ved invaliditet, eller du kan nedsætte den.
Hvis du ikke er ansat under en offentlig overenskomst, kan du enten helt fravælge din børnepension ved død og invaliditet, eller du kan nedsætte den.
Børnepensionen bliver udbetalt til barnet og pengene bliver beskattet hos barnet via frikort, bikort eller hovedkort.