Efter mere end to års dialog med storbanken HSBC lykkedes det i 2021 for AkademikerPension sammen med 14 andre investorer at få banken til at droppe udlån til nye fossile projekter.

Og nu lægger vi samme pres på fem andre europæiske storbanker.

Sammen med 24 investorer er vi medunderskrivere på en opfordring fra ngo’en ShareAction til Barclays, BNP Paribas, Crédit Agricole, Societe Generale og Deutsche Bank om, at de skal følge HSBCs eksempel og stoppe med at give direkte lån til nye olie/gas-projekter.

”Disse banker er nogle af Europas største lånudbydere til fossile projekter, som er skadelige for klimaet og i stigende grad på sigt risikable for os investorer. De spiller en kæmpe rolle i den grønne omstilling, da de sidder med en af nøglerne til at stoppe nye, fossile ekspansioner”, siger investeringsdirektør i AkademikerPension, Anders Schelde.

Et øget pres kan give resultater

Klimapolitik og virksomheders omstillingsstrategier drukner ofte i langsigtede mål for 2030 og 2050, men vi har også mål, som vi allerede nu kan vurdere. Ifølge Det Internationale Energiagentur (IEA) skal vi droppe al finansiering af nye olie- og gasfelter, der ikke var i besluttet inden 2022.

”Vi kan se, at olieselskaberne ignorer denne deadline fra IEA og at bankerne fortsætter med at finansiere de nye fossile projekter, som der ikke er plads til i et 1,5 graders scenarie. Derfor er det positivt, at vores dialog med HSBC endelig lykkedes, og derfor øger vi nu presset på fem andre af de allerværste banker. Hvis vi kan få dem til at ændre politik på dette område, så er vi nået et godt stykke vej i den rigtige retning”, siger Anders Schelde.

Også et problem i Danmark

Enkelte danske banker er også involveret i finansiering af fossile projekter, og særligt Danske Bank har været i fokus i denne henseende. Banken har netop fremlagt en ny og forbedret klimaplan, som dog allerede har mødt nogen kritik, fordi banken fortsat holder muligheden for udlån til nye fossile projekter åben. Det må derfor forudses at blive et varmt emne på den kommende generalforsamling.

”Vi er ikke færdige med at granske Danske Banks nye klimaplan, men umiddelbart er det vores vurdering at det er stort skridt frem, men også at banken fortsat ikke er helt i mål,” siger Anders Schelde.

Læs også: https://akademikerpension.dk/nyheder/akademikerpension-tog-kampen-op-mod-storbank-og-vandt/ 

Sådan stemte I til generalforsamlingen

Modsvar til kritisk indlæg i Berlingske

Indlægget fra avisens erhvervsredaktør er desværre fyldt med faktuelle fejl.

Mærsk skib

Vi beder (igen) Mærsk om mere åbenhed

Ligesom sidste år beder vi selskabet om at øge transparensen omkring arbejdet med menneskerettigheder.