I flere år har vores ejendomsportefølje fyldt en meget lille del af vores samlede investeringsportefølje. Men nu skal en ny ejendomsstrategi skrue op for flere investeringer i mursten.

Helt konkret skal vores ejendomsportefølje frem mod 2026 stige fra de nuværende to milliarder kroner til syv milliarder kroner.

”Det er en ret ambitiøs plan. Det er et markant vækstmål, vi har sat os, så vi skal til at være en del mere aktive, end vi tidligere har været”, siger vores ejendomschef, Søren Møller-Larsson.

Målet med flere ejendomme i porteføljen er at få spredt vores investeringer mere bredt ud. Og med lejeboliger er vi sikret en stabil indtægt over en lang periode.

Ikke kun i København

Hvor ejendommene i porteføljen i dag mest bliver udgjort af kontorer i København, skal fordelingen i 2026 gerne lyde på 50 procent boliger, 30 procent kontorer samt forskellige byggeprojekter.

De fleste af investeringerne skal ligge i København og Aarhus, men cirka 25 procent af ejendomsinvesteringerne skal ske i mindre, danske byer.

”Vi er et lille hold, så først og fremmest har vi ikke ressourcerne til at kigge på for mange markeder. Dernæst tror vi på, at de to største byer herhjemme fortsætter med at vokse”, siger Søren Møller-Larsson.

Når vi rammer 2026, skal ejendomsporteføljen udgøre syv-otte procent af den samlede portefølje mod 4-5 procent i dag.

Hovedpunkter i den nye ejendomsstrategi:

💰 Ejendomsportefølje fra 2 mia. kr. => 7 mia. kr. i 2026
🏘 Flere boliger i porteføljen
🏙 Fordeling af investeringer i Kbh/Aarhus vs. resten af landet: 75/25
🧱 Stigning i antal udviklingsprojekter
🍀 Flere og bedre CO2-data på porteføljen
🤝 Stor interesse mht partnerskaber med investorer, håndværkere og driftspartnere
🔄 Et ønske om at bygge et økosystem af værdidrevne partnere

OBS: Selvom AkademikerPension har investeringer i ejendomme med lejelejligheder, har vi intet med selve udlejningen af disse at gøre. Rent administrativt er det dyrt og meget tidskrævende. Lejlighederne bliver udlejet gennem de gængse udlejningsportaler, herunder blandt andet propstep.com, og det er her, medlemmer og andre skal henvende sig, hvis de ønsker at komme i betragtning til en lejlighed – og altså på helt samme vilkår som alle andre og uden fortrinsret, selvom man er medlem af AkademikerPension.

Bliv klar til årsopgørelsen

Den 23. marts kan du se din årsopgørelse for 2025 på skat.dk. Indbetaler du privat, har skiftet arbejde eller indbetaler pension flere steder, bør du tjekke, om du har indbetalt for meget, og at dine fradrag står rigtigt.

Du kan nu få sundhedsrådgivning hos os

Som en del af rådgivningen får du en fast sundhedsrådgiver, der hjælper dig med at finde retning, få bedre trivsel og forebygge sygefravær.