Det skal være lettere at finde en betalbar bolig, når man begynder på en videregående uddannelse i København.

Derfor investerer AkademikerPension nu sammen med CPH Village massivt i nye studieboliger i hovedstaden. Partnerskabet kan frem mod 2030 skabe op mod 2.000 nye boliger målrettet studerende.

For AkademikerPension handler investeringen både om at skabe et attraktivt afkast til medlemmerne og om at være med til at løse en konkret samfundsudfordring.

Vi investerer i en samfundsudfordring

”Betalbare studieboliger er et presserende behov i København, og derfor er vi virkelig stolte over at kunne være med til at gøre en reel forskel for tusindvis af studerende i de kommende år. Som akademikere har vores medlemmer jo selv stået i situationen som studerende og skullet finde et sted at bo. Jeg tror derfor, mange vil glæde sig over, at deres pensionsopsparing både kan give et fornuftigt afkast og samtidig være med til at løfte et vigtigt samfundsansvar”, siger Jens Munch Holst, administrerende direktør i AkademikerPension.

Partnerskabet er samtidig et eksempel på, hvordan pensionsopsparernes kapital kan være med til at løse nogle af de udfordringer, som samfundet står over for.

Opbakning fra Københavns overborgmester

Tal fra Københavns Kommune viser, at der er 61.000 studerende mellem 20 og 29 år men kun 26.000 ungdomsboliger. Derfor er overborgmester Sisse Marie Welling (SF) også glad for, at AkademikerPension og CPH Village’s milliardinvestering, der potentielt kan skabe op mod 2.000 nye studieboliger inden 2030:

“København skal være en by, hvor alle har råd til at bo – også de studerende. Derfor er det så vigtigt, at vi får bygget og lavet langt flere studieboliger til priser, unge rent faktisk kan betale. For jeg vil simpelthen ikke acceptere, at der er unge, som bliver nødt til at droppe deres uddannelse eller drømme om København, fordi de ikke kan finde en bolig, de har råd til. I mange år har vi endda set, hvordan små boliger tiltænkt studerende er endt som helt vildt dyre private mikrolejligheder. Det skal vi ændre på”, siger overborgmesteren.

Øgede investeringer i ejendomme

AkademikerPension har de seneste år øget sine investeringer i ejendomme, og boliger fylder stadig mere i porteføljen. Med partnerskabet med CPH Village får pensionskassen mulighed for at investere i boliger, der både er attraktive for medlemmernes pensionsopsparing og kan gøre en konkret forskel for unge i København.

”Vi vil gerne investere ansvarligt og langsigtet. Det betyder også, at vi ser på, hvordan vores investeringer kan bidrage positivt til det samfund, vores medlemmer er en del af. Her får vi mulighed for at kombinere et attraktivt investeringsprojekt med løsningen på et meget konkret boligproblem”, siger Søren Møller-Larsson, ejendomschef i AkademikerPension.

Første projekt i Nordhavn

Det første projekt i partnerskabet bliver etableret i Fiskerihavnen i Nordhavn med forventet indflytning i foråret 2028.

Boligerne bliver opført som modulære studieboliger, der er forbeholdt studerende, og huslejen vil fortsat ligge under markedsniveauet for sammenlignelige private studieboliger i København.

Boligerne bliver typisk placeret i Københavns perspektivområder, hvor traditionelt byggeri ofte ikke er muligt. Samtidig opføres de med træmoduler og andre lavemissionsløsninger med ambitionen om et CO₂-aftryk blandt de laveste i dansk nybyggeri.

En anden fordel ved den modulære byggemetode er, at boligerne senere kan flyttes eller indgå som en del af udviklingen af permanente almene boliger.

En løsning, der allerede virker

CPH Village har siden 2018 etableret omkring 1.000 studieboliger i København og driver i dag fem studielandsbyer i hovedstaden.

Ifølge CPH Village har erfaringerne vist, at modellen kan tilbyde studerende betalbare boliger og samtidig skabe attraktive rammer for fællesskab.

”Vi har gennem flere år vist, at vores model virker med lavere huslejer og mere tilfredse beboere end resten af markedet. Med AkademikerPension i ryggen kan vi nu skalere løsningen markant. Det er et stærkt partnerskab, fordi vi kombinerer vores erfaring med studieboliger med den langsigtede kapital, der skal til for at bygge mange flere boliger”, siger Frederik Noltenius Busck, co-CEO i CPH Village.

Behovet for flere boliger er stort. Regeringen har med Boligplan 2030 sat et mål om mindst 4.000 nye studie- og ungdomsboliger frem mod 2030.

Opfordring til staten og kommunen

Med den nye aftale vurderer AkademikerPension og CPH Village, at de tilsammen har både kapitalen, erfaringen og kapaciteten til at levere en væsentlig del af de boliger, der efterspørges.

”Vi ved, at behovet er der, og vi ved også, at løsningen virker. Nu handler det om at få projekterne realiseret. Vi har kapitalen og kapaciteten til at være med til at levere tusindvis af betalbare boliger til studerende i de kommende år”, siger Frederik Noltenius Busck.

AkademikerPension og CPH Village opfordrer derfor staten, Københavns Kommune, grundejere og øvrige boligaktører til at samarbejde om at få flere projekter hurtigt fra idé til virkelighed.

For AkademikerPension er ambitionen klar: Pensionsopsparingen skal ikke bare vokse. Den skal også være med til at skabe værdi for medlemmerne og for det samfund, de er en del af.

Fakta

● Regeringen har med Boligplan 2030 sat mål om mindst 4.000 nye studie- og ungdomsboliger i København og Frederiksberg frem mod 2030.

● Rammeaftalen mellem CPH Village og AkademikerPension er på 1 mia. kr. og kan alene finansiere omkring 2.000 nye studieboliger.

● Boligerne er udelukkende forbeholdt studerende.

● Huslejen hos CPH Village ligger i gennemsnit 15 procent under markedslejen for sammenlignelige studieboliger.

● Målsætningen er et CO2-aftryk på under 4 kg CO2 per kvadratmeter om året, langt under lovkravene. Med færre private m2 og flere fælles m2, bliver de studerendes samlede CO2 aftryk yderlilgere minimeret.

● Boligerne opføres modulært i træ og kan på sigt flyttes eller omdannes til almene boliger, i tråd med Boligplan 2030's model for midlertidige studieboliger.

● Partnerskabets første projekt etableres i Fiskerihavnen i Nordhavn med forventet indflytning i foråret 2028.

● CPH Village har siden 2018 etableret omkring 1.000 studieboliger i København fordelt på fem Villages, og er Danmarks største operatør af private studieboliger.

● CPH Village har for nuværende kapacitet til at levere op til 600 boliger om året, med ca. 18 måneder fra byggeansøgning til indflytning.

● AkademikerPension investerer både i nybyggeri og transformation af eksisterende bygninger. Blandt andet renoveringen af Adelgade 15-17 i København, hvor fokus er på genanvendelse, ressourceeffektivitet og bæredygtighed.

● AkademikerPension er kåret som Danmarks mest klimaansvarlige pensionskasse i 2026 og har som mål at opnå CO2-neutralitet i investeringerne i 2050.

AkademikerPension med milliardinvestering i at afhjælpe boligmanglen i København

Vi er gået sammen sammen med boligudvikleren CPH Village med mål om at skabe op mod 2.000 nye studieboliger inden 2030.

Se webinaret: Status på halvårsafkastet 2026

Hør investeringsdirektør, Anders Schelde, fortælle om status på halvårsafkastet, langsigtede investeringer og udsigten for 2027.