Vi holder lukket torsdag og fredag Vi sidder klar til at hjælpe dig igen fra på mandag

Nye tal fra vores pensionskasse viser, at kvinders pensionsdepoter haler ind mændenes. Størrelsen på kvindernes pensionsdepoter ligger nu 10,9 procent under mændenes. Det er en fremgang på 2,8 procentpoint sammenlignet med 2017.

Selvom forskellen stadig er stor, tyder tallene på, at vi er på rette vej.

“Det er en meget positiv tendens, vi ser. Kvinderne indbetaler generelt mere, men især er de yngre kvinder blevet opmærksomme på at få gang i opsparingen til pensionen”, siger vores direktør, Jens Munch Holst.

Han påpeger, at vi i AkademikerPension i 2019 gennemførte en større kampagne omkring kvinder og pension med masser af møder og oplæg rundt i landet. 

"Jeg håber, at det har været med til at at gøre en forskel på den tendens, vi ser nu", siger han.

Yngre kvinder bedst med
Det er især hos de yngre medlemmer af pensionskassen, at forskellene skrumper. I 2020 indbetalte kvinder under 49 år i gennemsnit 5.725 kroner i månedligt pensionsbidrag, mens det tilsvarende tal for mænd var 5.956 kroner. Det svarer til, at bidragene fra kvinder under 49 år i 2020 lå 3,9 procent under mænds mod 4,3 procent i 2017.

”Det er nyt, at ikke mindst kvinder under 49 år tilsyneladende har fået en forøget opmærksomhed på deres pensionsopsparing. Samtidig kan vi håbe, at forskellene mellem mænds og kvinders indbetalinger også udviskes, fordi lønforskellene udviskes”, siger Jens Munch Holst.

Fakta om pension:

  • I 2017 var gennemsnitsbidraget for en erhvervsaktiv kvinde 5.567 kr., mens det tilsvarende tal var 5.953 kr. for mænd. Dermed lå kvinders gennemsnitlige bidrag 386 kr. eller 6,5 % under mænds i 2017.
  • I 2020 var gennemsnitsbidraget for en erhvervsaktiv kvinde 5.939 kr., mens det tilsvarende tal var 6.318 kr. for mænd. Dermed lå kvinders gennemsnitlige bidrag 379 kr. eller 6,0 % under mænds i 2020.
  • I 2017 indbetalte kvinder under 49 år i gennemsnit 5.379 kr. i løbende bidrag, mens det tilsvarende tal for mænd var 5.620 kr. (dvs. at kvinders bidrag lå 241 kr. eller 4,3 % under mænds).
  • I 2020 indbetalte kvinder under 49 år i gennemsnit 5.725 kr. i løbende bidrag, mens det tilsvarende tal for mænd var 5.956 kr. (dvs. at kvinders bidrag lå 231 kr. eller 3,9 % under mænds).

Mød os på Folkemødet: Se vores debat om deltid

Er det virkelig retfærdigt, at deltid skal have så store økonomiske konsekvenser for pensionen?

Se webinar: Forebyggelse af stress

På dette webinar har vi besøg af Jesper Kristiansen, som er seniorforsker ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Han fortæller blandt andet om tegn på stress og forebyggelse af stress på arbejdspladsen.