Som medinvestor i Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) er vi stolte over at fortælle, at CIP gennem den investeringsfond, som vi er en del af, har overtaget 50 procent af et irsk havvindmølle-projekt.

Sælger er norske Statkraft A/S, som er en førende udvikler og operatør af vindkraft i landet.

”Som alle andre af CIP’s investeringer flugter denne præcist med vores investeringsstrategi omkring et godt afkast til vores medlemmer på et ansvarligt grundlag. At udbygge Europas vindkraft er altafgørende, hvis vi skal nedbringe brugen af fossile brændstoffer og nå Paris-aftalens mål”, fortæller vores direktør, Jens Munch Holst.

Hele projektet, som forventes at være Irlands første kommercielle havvindmølle-projekt, består af fire separate udviklingsprojekter, som i alt kommer til at levere 2,2 GW, hvilket kan forsyne cirka to millioner husstande med strøm.

Irland er med sin geografiske placering et oplagt sted at placere sådanne projekter, da man har målt nogle af Europas højeste gennemsnits-vindhastigheder.

Vindmølleparken forventes taget i brug i 2028.

Læs mere om vores investering i CIP: https://akademikerpension.dk/nyheder/akademikerpension-med-i-gigantisk-klimainvestering/ 

Om Copenhagen Infrastructure Partners

CIP er et dansk fund management selskab, der er specialiseret i investeringer i energiinfrastrukturer. Selskabet blev grundlagt i 2012 og er i dag en global leder, markedspioner og førende investor med et dedikeret fokus på energiinfrastruktur. CIP har cirka 130 ansatte og kontorer i København, New York, London, Hamborg og Tokyo. CIP har syv fonde med cirka 90 milliarder kroner under forvaltning. Fondene har til dato foretaget godt 20 investeringer i store energiinfrastrukturaktiver på i alt næsten 8 GW i kapacitet i USA, Storbritannien, Tyskland, Spanien og Taiwan. Derudover er mere end 15 greenfield energiinfrastrukturprojekter i færd med at nå endelig investeringsbeslutning med forventet opstart af byggefasen inden for de næste 2-3 år. Investorer i fondene inkluderer flere institutionelle investorer fra Norden, Kontinental Europa, Storbritannien, Israel, Taiwan, Korea, Australien og multilaterale organisationer, f.eks. EIB. Investorerne i CIP’s fonde består hovedsageligt af pensions- og livsforsikringsselskaber samt større familie kontorer.

Kontorenten for 2025

I 2025 får medlemmer på gennemsnitsrente en forrentning på 5,70 procent før skat og 4,83 procent efter skat.

Opnå skattefradrag: Indbetal ekstra inden nytår

I år kan du få skattefradrag på i alt 63.100 kroner, hvis du indbetaler dem på en ratepension.