Halvanden uge før den forventede børsnotering på Nasdaq har AkademikerPension besluttet at sætte SpaceX på selskabets eksklusionsliste.

Beslutningen bygger både på en vurdering af, at den forventede børsværdi er løbet løbsk og på dybe bekymringer om selskabets ledelse.

”Vi har efter nogen tids drøftelse taget den formelle beslutning om at sætte SpaceX på vores eksklusionsliste,” siger investeringsdirektør Anders Schelde.

Værdiansættelse som ”fri fantasi” 
Markedsindikationer tyder på en værdiansættelse på mindst 1.800 milliarder dollar. AkademikerPension vurderer dog, at selv med optimistiske forudsætninger kan selskabets værdi ikke presses over 1.000 milliarder dollar. Det gør aktien mindst 80 procent overvurderet.

”Vi har meget svært ved at regne os frem til en markedsværdi på over 1.000 milliarder dollar. Når der nu tales om værdiansættelser helt op mod 1.800 milliarder dollar, mener vi, at aktien er mindst 80 procent overvurderet for langsigtede investorer,” siger Anders Schelde.

Pensionskassen påpeger, at investorer bliver bedt om at acceptere en uhørt lav risikopræmie for et usikkert selskab, hvor prissætningen i høj grad virker som ”fri fantasi” baseret på Elon Musks fortællinger frem for økonomiske realiteter.

Katastrofal governance 
Beslutningen handler samtidig om ansvarlige investeringer – særligt selskabets governance-forhold, som beskrives som ekstremt mangelfulde. Elon Musk forventes at kontrollere over 80 procent af stemmerne og kombinerer rollerne som både administrerende direktør, teknologidirektør og bestyrelsesformand.

”Hvis det alene handlede om ansvarlighed, var SpaceX ekskluderet med et fingerknips på grund af selskabets katastrofale governance,” fortæller Anders Schelde.

Den massive magtkoncentration betyder i praksis, at bestyrelsen ikke kan føre effektiv kontrol, og at Musk ikke kan fjernes mod sin vilje. Det svækker minoritetsaktionærernes rettigheder markant og øger risikoen for interessekonflikter.

”I vores optik har Tesla den absolut dårligste governance blandt de største børsnoterede selskaber, og SpaceX er endnu dårligere,” siger Anders Schelde.

Beskyttelse af medlemmernes afkast 
Selvom den nuværende hype kan drive aktien op på kort sigt, prioriterer pensionskassen den langsigtede sikkerhed for medlemmernes opsparing.

”Vi er nødt til både at se på ansvarlighed og det forventede langsigtede afkast. For os er det afgørende at beskytte medlemmernes pensioner på lang sigt,” siger Anders Schelde.

”Vi kan ikke udelukke, at aktien på den korte bane vil skabe støj i vores afkast sammenlignet med markedet og nogle af vores konkurrenter. Men den risiko lever vi gerne med. Vi er langsigtede investorer,” slutter han.

Eksklusionen betyder, at hverken AkademikerPension eller eksterne forvaltere må købe aktier i SpaceX.

SpaceX Elon Musk

AkademikerPension ekskluderer SpaceX

Halvanden uge før den forventede børsnotering på Nasdaq har vi besluttet at sætte SpaceX på vores eksklusionsliste. Beslutningen bygger både på en vurdering af, at den forventede børsværdi er løbet løbsk og på dybe bekymringer om selskabets ledelse.

Webinar på vej: Styr din økonomi og din karriere

På webinaret møder du Kristian Nørgaard, som er eksamineret formuerådgiver i AkademikerPension, og Didem Ljungqvist-Duran, som er karriererådgiver hos Magistrenes A-kasse.