Børnepension ved død er en tilvalgsforsikring, der bliver udbetalt hvert år til dine børn (herunder adoptivbørn), hvis du dør, inden de er fyldt 21 år.

Hvor mange penge, dine børn får, afhænger af hvor høj en dækning, du har valgt.

Omfattede medlemmer

Siden er kun relevant for dig, der har AlfaPension og indbetaler mere end 1.500 kroner om måned til din pensionsopsparing.

Hvis det ikke er tilfældet, kan du se, hvad der gælder for dig under regler for din pension.

Standarddækning og tilpasningsmuligheder

Børnepension ved død er ikke en del af standardpakken for din pensionsordning.

Har du vores nyeste pensionsordning AlfaPension, kan du tilvælge forsikringen og sikre dine børn en årlig udbetaling, der kan være op til to gange frikortsgrænsen, hvis du dør, inden de er fyldt 21 år. Udbetalingerne stopper den dag, dine børn fylder 21 år.

Udbetalingerne er skattepligtige, men så længe de er inden for frikortsgrænsen, betaler dine børn ikke skat af dem. Vælger du at dække dine børn med et beløb over frikortsgrænsen, skal de betale indkomstskat, men ikke arbejdsmarkedsbidrag, af det beløb, der overstiger frikortsgrænsen.

Har dine børn anden indtægt og bruger deres frikort til den, skal de betale skat af deres udbetalinger fra os. I så fald betaler de indkomstskat, men ikke arbejdsmarkedsbidrag.

Du kan til enhver tid se og tilpasse dine forsikringer på din personlige side, hvis du har AlfaPension.

Udbetaling af forsikringen

Hvis du dør, inden dine børn er fyldt 21 år, kontakter vi dine pårørende og vejleder dem om, hvordan de får forsikringen udbetalt.

Dine pårørende er naturligvis velkomne til at kontakte os, hvis de har spørgsmål til forsikringen.

Det med småt

Vil du vide mere om, hvordan forsikringerne i din pensionsordning dækker dig, kan du til enhver tid læse de gældende vilkår i det relevante regelsæt for din pensionsordning.

Søg rådgivning når du er i tvivl

Har du spørgsmål til dine forsikringer, kan du altid kontakte vores rådgivere.