Tålmodighed har det med at ophøre. Og det er vores i AkademikerPension, når det kommer til Tesla.

”Det er ikke nogen hemmelighed, at Tesla i årevis har været en markedsleder på den grønne omstilling. Men når vi år efter år kan sætte flueben ud for en lang række problematikker uden udsigt til nogen forbedring – faktisk tværtimod - er det svært at argumentere for, at vi skal forblive investeret”, fortæller vores administrerende direktør, Jens Munch Holst.

Der er især tre hovedårsager til, at eksklusionen bliver en realitet

1. Tesla har i årevis modarbejdet de ansattes arbejdstagerrettigheder og har en lang historik med fagforeningsmodstand og diskrimination på arbejdspladsen.

2. Tesla har med vores øjne store udfordringer omkring uafhængighed i bestyrelsen og er ubetinget den mega-cap aktie med den mindste uafhængighed i bestyrelsen, som bogstaveligt talt består af friends and family.

3. Det er umuligt at snakke om Tesla uden at snakke om Elon Musk. Han er definitionen af Tesla. Men senest har han i stigende grad blandet sig i amerikansk og europæisk politik. Han har offentligt støttet kontroversielle politiske figurer, spredt misinformation og kritiseret regeringer. Det har skabt store afkastmæssige risici, da mange investorer og kunder har vendt ryggen til selskabet. Kort sagt er Elon Musk efter vores overbevisning i gang med at ødelægge brandet og værdien

Sidste teoretisk chance

Der er dog en teoretisk mulighed for, at eksklusionen bliver aflyst. For Teslas bestyrelse får en allersidste chance for at vise, at den er parat til at lytte og ændre kurs. Det sker på selskabets generalforsamling i juni, hvor AkademikerPension har stillet et aktionærforslag vedrørende de ansattes ret til at danne og blive medlem af fagforeninger. Og sagen er klar: Hvis forslaget bliver nedstemt, ekskluderer vi selskabet.

“Vi har ikke de store forventninger til, at forslaget bliver stemt igennem, så eksklusionen ligger klar i skuffen, Men bestyrelsen i Tesla får lige en sidste mulighed for at ændre vores holdning”, fortæller Jens Munch Holst, som ærgrer sig over, at det er nået hertil.

”Det er ingen hemmelighed, at vi er store fortalere for aktivt ejerskab. Og vi har i årevis forsøgt at få selskabet til at foretage nogle af de ændringer, som vi finder nødvendige. Men nogle gange må man indse, at der er for langt eller ingen udsigt til den ønskede forandring. Og det er situationen med Tesla, vurderer vi”, fortæller Jens Munch Holst.

Helt konkret betyder eksklusionen, at vi frasælger de resterende 200 Tesla-aktier og sætter selskabet på vores eksklusionsliste, som betyder, at hverken vi eller nogen af vores forvaltere må købe Tesla-aktier, indtil eksklusionen på et tidspunkt bliver ophævet.

”Jeg håber da, at vi på et tidspunkt igen kan investere i selskabet. Sådan har jeg det med alle de selskaber, vi har ekskluderet. Men det kræver nogle fundamentale og strukturelle ændringer, som jeg ikke umiddelbart er optimistisk omkring kommer til at finde sted i nærmeste fremtid”, afslutter Jens Munch Holst.

Se webinaret: Optakt til generalforsamlingen med formanden

Torsdag den 13. marts 2025 kunne medlemmer stille spørgsmål til vores nyvalgte bestyrelsesformand, Tobias Bornakke Bramsen.

Se webinaret: Spørg løs om vores årsafkast

Onsdag den 29. januar kunne medlemmer stille store og små spørgsmål om afkastet til vores investeringsdirektør.