AkademikerPension blev i dag hyldet for vores seneste rapport om ansvarlige investeringer. Diplomet blev tildelt af FN's Global Compact Network i Danmark og FSR - danske revisorer, som til den årlige SMV COP fremhæver årets bedste rapporter blandt små og mellemstore virksomheder.

To forskellige versioner

I år har vi for første gang valgt at dele rapporten op i to versioner - en detaljeret faglig rapport og et kortere journalistisk bearbejdet magasinformat med højdepunkter og nøgletal. 

Til årets SMV COP deltog AkademikerPensions direktør, Jens Munch Holst, i en paneldebat, hvor han forklarede baggrunden for opdelingen: 

"Vi har denne gang lavet både et magasin og en længere faglig ansvarlighedsrapport, hvor samme indhold bliver bearbejdet forskelligt og til forskellige målgrupper. Det har vi gjort for at nå ud til så mange medlemmer som muligt om et for os super vigtigt emne. Der er både noget for dem, der vil gå i dybden, og dem, der ønsker et hurtigt overblik. Det har vi fået ret god feedback på".

Fremhævet for transparens om dilemmaer

Både rapport og magasin dokumenterer, at vi tager samfundsansvar og giver omverdenen et indblik i vores mål, konkrete resultater og de dilemmaer, vi står med som en ansvarlig investor. Derfor var Jens Munch Holst glad for, at AkademikerPension i år bliver fremhævet for netop beskrivelsen af dilemmaer. 

"Som medlemsejet pensionskasse er det ekstra vigtigt at være transparente og fortælle åbent og ærligt om, hvordan vi gør en forskel, og hvor der er plads til forbedring".

Begrundelsen for vores plads på SMV COP-listen 2022:
Rapporten fremhæves som en god og overskuelig rapport med en brugbar læsevejledning til rapporten på s. 4. Rapporten er på i alt 52 sider og s. 10-11 fremhæves for en udførlig beskrivelse af AkademikerPensions ledelse og styring. Området bliver beskrevet med udgangspunkt i virksomhedens politikker, organisation og samarbejder. Rapporten har fyldestgørende og transparente beskrivelser af dilemmaer og udfordringer, der udfoldes for læseren på s. 7-9. Samtidig har AkademikerPension et klimaregnskab på s. 15, og de rapporterer på deres samlede CO2-udledninger via deres investeringer. På s. 46-47 er deres TCFD-rapportering, der er værd at fremhæve. Dertil kommer s. 27-28, hvor AkademikerPension skriver om ansvarlig skat og deres fokus på gennemsigtig og ansvarlig praksis. 

Fik du ikke læst rapport og magasin?

Så grib chanchen her og få indsigt i vores målsætninger, resultater og dilemmaer.

Kontorenten for 2025

I 2025 får medlemmer på gennemsnitsrente en forrentning på 5,70 procent før skat og 4,83 procent efter skat.

Opnå skattefradrag: Indbetal ekstra inden nytår

I år kan du få skattefradrag på i alt 63.100 kroner, hvis du indbetaler dem på en ratepension.