Hvis medlemmer i DP, GL og DM i fremtiden får ondt i kroppen eller sjælen, vil de gennem deres pensionsordning i AkademikerPension have mulighed for hurtigt at få hjælp.

Det er Tryg, der skræddersyet sundhedsordningen til AkademikerPension. En ordning, som er unik på den måde, at den har fokus på en forebyggende og helbredende indsats til medlemmerne med primær udredning og behandling i det offentlige – frem for i det private, som er kendt fra de traditionelle sundhedsforsikringer.

”Det er vigtigt for os, at vores sundhedsordning støtter op om det offentlige. Derfor er vi rigtig glade for, at Tryg har udviklet en løsning til os, der imødekommer dette ønske samtidigt med, at det giver medlemmerne masser af værdi,” udtaler administrerende direktør, Jens Munch Holst.

Ordningen indeholder behandlinger, heriblandt fysioterapi, kiropraktik, ergoterapi og diagnosticering samt psykologhjælp, misbrugerrådgivning-/ behandling og mange andre sundhedstilbud. Derudover får medlemmerne hjælp til planlægning af behandlingsforløb i det offentlige, idet Tryg holder dem i hånden hele vejen og rådgiver dem om deres muligheder i systemet. 

Forebyggelse er ansvarlighed

”I AkademikerPension forsøger vi at have ansvarlighed med i alt, hvad vi foretager os. Og da vi ønsker, at vores medlemmer får og har et langt og sundt liv, er vi enormt stolte over, at vi sammen med vores faglige bagland som de første kan tilbyde denne sundhedsordning, der bliver en del af overenskomsten med garanti for en høj faglighed og sikrede arbejdsforhold til behandlerne”, fortsætter Jens Munch Holst.

Han fortæller, at Trygs tilgang til forebyggelse af langtidssygdom og erfaring med at fastholde den forsikredes tilknytning til arbejdsmarkedet har været en medvirkende årsag til, at valget faldt netop på Danmarks største forsikringsselskab. Det skyldes ikke mindst programmer som Tryg Tilbage, der sigter mod at hjælpe den forsikrede bedst og hurtigst tilbage i arbejde efter sygdom eller tilskadekomst via målrettet behandling, rådgivning og støtte.

”I Tryg har vi gennem de seneste mange år arbejdet med forebyggelse. Det sker ud fra en overbevisning om, at den bedste skade er den, som ikke sker – både for den forsikrede og os som forsikringsselskab. Derfor var det meget naturligt for os at udvikle dette tilbud til AkademikerPension. Der er ingen tvivl om, at forebyggelse er vejen frem, og vi ser utrolig meget frem til samarbejdet, som vi har store forventninger til,” slutter Morten Hübbe, koncernchef i Tryg.

Sundhedsordningen forventes at være klar i slutningen af 2023.

Sundhedsordning hensigtserklæring
Hans Arnum, direktør, Tryg Erhverv, Jytte Vadmand Adelmark, direktør, Vækstcenter Sundhed i Tryg, Morten Hübbe, CEO, Tryg og Jens Munch Holst, CEO, AkademikerPension

Se webinar: Forebyggelse af stress

På dette webinar har vi besøg af Jesper Kristiansen, som er seniorforsker ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Han fortæller blandt andet om tegn på stress og forebyggelse af stress på arbejdspladsen.

Se webinaret: Ny i AkademikerPension

På webinaret fortæller vores to rådgivere blandt andet om, hvordan du tilpasser din pension og dine forsikringer til din livssituation samt fordelene ved at samle dine pensioner ét sted.