Hvis du har en pensionsordningen, hvor din opsparing bliver forrentet med gennemsnitsrente, får du en fast årlig rente kaldet kontorenten. Dit afkast følger derfor ikke én til én det afkast, som vores investeringer giver, som det er tilfældet for pensionsordninger, der forrentes med markedsrente.
Omfattede pensionsordninger
Gennemsnitsrente er gældende for Den Gamle Pensionsordning og Den Fleksible Pensionsordning med gennemsnitsrente.
Forskel mellem pensionsordninger med gennemsnitsrente
Pensionerne i den gamle pensionsordning består af en del med ydelsesgaranti og en del med betinget garanti:
- Ydelsesgaranti betyder, at du har en garanti for en bestemt månedlig udbetaling.
- Betinget garanti betyder, at dine pensioners størrelse er bundet op på betingelser om bl.a. rente, levetid og risiko for invaliditet.
Forskellen mellem den gamle og den fleksible ordning består i valget mellem en garanteret pension i den gamle ordning (ydelsesgaranti) og en pension i den fleksible pensionsordning, som er delt i to:
- dels den betingede grundpension.
- dels den helt ugaranterede tillægspension.
Betinget betyder i denne sammenhæng, at grundpensionen kan nedsættes, hvis forudsætningerne for den ikke holder. En del af tillægspensionen udloddes fra egenkapitalen og fastsættes årligt af bestyrelsen.
Medlemmer med den gamle pensionsordning har et individuelt rentemiks for den del af deres pension, der er omfattet af en ydelsesgaranti. Den maksimale grundlagsrente fastsættes af Finanstilsynet og er løbende sat ned. Derfor kan man i den gamle pensionsordning være omfattet af flere forskellige grundlagsrenter, som tilsammen giver et rentemiks.
I den fleksible pensionsordning har du mulighed for at tilpasse dækningerne til dine behov. De samme muligheder har du ikke i den gamle pensionsordning.
Der gælder forskellige grundlagsrenter, alt efter hvornår du er indtrådt i ordningen.
Medlemmer med den gamle pensionsordning har et individuelt rentemiks for den del af deres pension, der er omfattet af en ydelsesgaranti.
For alle bidragsstigninger, bonustilskrivninger og indskud gælder den grundlagsrente som var gældende på indbetalingstidspunktet. Ændringen i grundlagsrenten pr. 1. januar 1993 var dog gældende for alle nye bidrag.
For at kunne fastholde din ydelsesgaranti har kollektivet, der er alle vores medlemmer, samlet set sat penge af til at dække de ekstra udgifter.
Det er forskelligt fra medlem til medlem, hvor stor værdien af ydelsesgarantien er. Det afhænger både af opsparingens størrelse og af, hvilken grundlagsrente pensionsordningen er omfattet af.
I den fleksible ordning har du til gengæld en række muligheder for at tilpasse din pensionsordning, så du kan optimere værdien af ordningen for dig. Derfor vil det altid være individuelt, om det samlet set er en fordel at skifte pensionsordning. Spørg os, hvis du har brug for rådgivning.
Forrentning
Depot
På pensionsordninger med gennemsnitsrente består dit depot af din opsparing og tilskrivningen af kontorenten.
Depotet indeholder ikke særlige bonushensættelser eller pensionsafkastsskat (PAL).
Renter
Der findes forskellige renter, som bliver benyttet til at beregne din pensionsudbetaling og dine forsikringsdækninger. De er hver især vigtige for at kunne give dig et realistisk billede af forventningerne til din pension.
Bemærk, at nogle af de aktuelle renter kan ændre sig i løbet af året.
Grundlagsrente
Grundlagsrenten er den rente, der indgår i beregningen af grundpensionen. Grundlagsrenten skal være fastsat ud fra renteniveauet og indgår i det forsikringstekniske grundlag. Finanstilsynet fastsætter den maksimale grundlagsrente med udgangspunkt i obligationsrenten efter skat.
Oprettet i perioden | Procent |
Før 01.01.1993 | 4,25 procent |
01.01.1993 – 31.12.1995 | 3,50 procent |
01.01.1996 – 30.06.1999 | 3,00 procent |
01.07.1999 – 31.12.2007 | 1,55 procent |
01.01.2008 – | -0,75 procent |
Kontorente
Kontorenten bliver fastsat af bestyrelsen som udgangspunkt én gang om året eller efter behov og er den forrentning, der bliver tilskrevet dit pensionsdepot, hvis du er på gennemsnitsrente.
Kontorenten er den samlede forrentning (grundlagsrente + rentebonus), der hvert år tilskrives medlemmets pensionsopsparing.
For at undgå at udsving på børserne påvirker pensionerne i for høj grad, holdes udviklingen i kontorenten fra år til år nogenlunde stabil, hvor udsving udlignes hen over en årrække.
Kontorenten fastsættes årligt af bestyrelsen og er ikke lig med det faktiske afkast. Forskellen - både positivt og negativt - mellem det faktiske afkast og den fastsatte kontorente tilskrives den kollektive egenkapital og bliver udbetalt som tillægspension.
På Den Fleksible Pensionsordning med gennemsnitsrente tilskrives dit depot en kontorente efter fradrag af afkastskatten og investeringsomkostningerne. Kontorenten udgør et gennemsnitligt afkast.
I perioder med højere afkast end kontorenten opsamles overskuddet i de kollektive buffere. De kollektive buffere består af egenkapitalen og de særlige bonushensættelser.
Du kan se den aktuelle kontorente ved at søge efter ”kontorente” i søgefeltet. Hvert år udgiver vi en nyhed om, hvad den er.
Rentebonus
Forskellen mellem grundlagsrente og kontorente er rentebonus. Det vil sige den forrentning, vi tilskriver din opsparing ud over grundlagsrenten. Rentebonus opstår, når vores investeringer giver et bedre afkast end grundlagsrenten.
For at undgå at udsving på børserne påvirker pensionerne i for høj grad, holdes udviklingen i kontorenten fra år til år nogenlunde stabil, hvor udsving udlignes hen over en årrække. Det betyder, at der i år med gode investeringsafkast kan henlægges bonus til år med mindre gode resultater. Hele overskuddet på investeringerne anvendes altså ikke altid til rentebonus i samme år.