For et år siden var livet næsten gået i stå for Signe Madsen. Hun var sygemeldt med stress, havde ingen energi og oplevede, at hendes hjerne ikke længere fungerede, som den plejede. I dag er hun raskmeldt. Vejen dertil gik blandt andet gennem sundhedsrådgivning, som er et nyt tilbud i AkademikerPension.
”Jeg vågner op hver morgen og er glad. Jeg har energi, og jeg kan få mine børn afsted i skole hver dag. Hvis jeg kunne ringe til mig selv dengang, ville jeg bare sige: Det skal nok blive godt igen. For det er muligt”, fortæller 43-årige Signe Madsen, som bor sammen med sin mand og tre børn.
Signe har sagt ja til at dele sin historie, fordi hun gerne vil hjælpe andre med at få øje på den hjælp og de muligheder, som ens pensionskasse kan tilbyde. For det kan være svært at overskue, når man først er blevet syg.
Et opkald, der gjorde en forskel
Signe kom i kontakt med sundhedsrådgivningen i efteråret 2025, mens hun var sygemeldt med stress. Det var ikke hende selv, der rakte ud. Det var en sundhedsrådgiver i AkademikerPension, der ringede til hende som en del af en målrettet indsats mod sygemeldte medlemmer.
”Jeg blev ringet op flere gange, før jeg kunne overskue at tage snakken. Men jeg er simpelthen så glad for, at sundhedsrådgiveren var vedholdende og blev ved med at ringe til mig”, siger Signe, som på det tidspunkt havde været sygemeldt i mere end et år.
Da hun først tog telefonen, blev det begyndelsen på et forløb, der skulle vise sig at få enorm betydning for Signe.
"Sundhedsrådgiveren gav mig en følelse af tryghed." Signe Madsen, medlem i AkademikerPension
En hånd i ryggen, når det er allersværest
For Signe blev en fast sundhedsrådgiver den afgørende støtte i en meget svær periode.
”Sundhedsrådgiveren gav mig en følelse af tryghed. At der var en, der havde min ryg og kunne guide mig igennem et forløb, der ellers føltes meget uoverskueligt. Jeg havde store kognitive udfordringer, var udbrændt og havde svært ved selv at vurdere, hvad jeg havde brug for. Noget af det sværeste ved stress er også, at ens dømmekraft bliver påvirket”.
Signe er faktisk i tvivl, om hun overhovedet ville være kommet så godt igennem, hvis det ikke havde været for en fast kontaktperson.
”Sundhedsrådgiveren kunne være min hjerne, når jeg ikke selv kunne tænke klart. Og så havde hun en utrolig stor faglig viden om belastningsreaktioner og stress, som jeg ikke har mødt andre steder”.
Forløbet handlede ikke kun om trivsel, men også om at finde vej i et komplekst system med mange aktører.
”Når man er sygemeldt og uden for arbejdsmarkedet, er der mange ting, man skal forholde sig til. Der var det en stor hjælp at have en sundhedsrådgiver, der kender systemet rigtig godt, kan støtte en og som vidste, hvad der var vigtigt, både i forhold til sygedagpenge og mine muligheder”, siger Signe.
Samtidig var der plads til det, der fyldte i hverdagen:
”Hun lyttede og forstod min situation. Det gjorde en kæmpe forskel at blive mødt der, hvor jeg var”.
En vigtig brik i at blive rask
Efter et stressbehandlingsforløb hos en privat aktør og cirka et halvt års efterfølgende sundhedsrådgivning blev Signe raskmeldt.
”Sundhedsrådgivningen var en rigtig vigtig brik i, at jeg er kommet dertil, hvor jeg er i dag. Uden den hjælp var der en hård risiko for, at jeg var blevet presset ud i en raskmelding, før jeg var klar til det, eller have været sygemeldt igen og igen”, siger hun.
I dag har Signe en hverdag med samme overskud som før sygemeldingen:
”Jeg kan få mine børn afsted om morgenen og glæde mig over de små ting igen. Og jeg føler, at jeg er kommet ud på den anden side i dag”.
Økonomisk tryghed i en usikker tid
Både før og samtidig med sundhedsrådgivningen fik Signe udbetalt sin forsikring ved nedsat erhvervsevne, som er en del af hendes pensionsordning hos os.
I begyndelsen af sin sygemelding kendte Signe ikke noget til sine forsikringer i pensionskassen, men hun blev opmærksom på det gennem en bekendt, som selv havde været ude for en lignende situation.
”Jeg kendte ikke noget til det. Intet. Det er måske lidt skørt af mig, at jeg ikke havde sat mig ind i mine forsikringer, men når man er raskmeldt og alting kører, så tænker de fleste nok ikke over det”.
For Signe betød den økonomiske støtte, at en stor del af presset forsvandt.
”Når man bliver sygemeldt, følger der en kæmpe usikkerhed med. Men udbetalingerne fra forsikringen gjorde, at jeg kunne fokusere på at blive rask”.
Genvind din trivsel med sundhedsrådgivning
Flere akademikere bliver ramt af stress og mistrivsel, og det kan gå hårdt ud over ens liv – både privat og arbejdsmæssigt. Det vil vi gerne være med til at forebygge gennem vores sundhedsrådgivning.
Med sundhedsrådgivning hos os får du:
- Et individuelt forløb, der giver dig konkrete værktøjer til at håndtere dine udfordringer
- En fast sundhedsrådgiver i AkademikerPension, der hjælper dig med støtte, vejledning og rådgivning
- En arbejdsrettet indsats, hvor du får hjælp af fagspecialister
Fakta
Ifølge Beskæftigelsesministeriet har aldrig så mange lønmodtagere som i dag følt sig stressede. Dette er det højeste tal i 10 år. Det er især arbejdsrelateret stress, som fylder, hos yngre lønmodtagere. I AkademikerPension oplever vi også en stigning i yngre medlemmer, der falder ud af arbejdsmarkedet på grund af stress og psykisk nedslidning.
I de første tre måneder, efter vi opstartede Sundhedsrådgivning, har vi haft cirka 1.000 opkald fra medlemmer, som var interesserede i at få hjælp gennem rådgivningen.