I årevis har den japanske bil-gigant, Toyota, brugt enorme kræfter og lobbyister på at modarbejde ethvert politisk forsøg på at gøre noget ved klimakrisen ved at stille skrappere krav til bilfabrikanterne.

Men efter lange forhandlinger ledt af AkademikerPension på vegne af en lille gruppe investorer med over 1.450 milliarder kroner i ryggen i vender selskabets ledelse nu 180 grader og lover at bakke op om Paris-aftalens implementering, også når selskabet laver lobbyarbejde direkte eller gennem erhvervsorganisationer og tænketanke.

”Det er virkelig skidt for klimaet, når store virksomheder aktivt modarbejder den politiske handling, der er helt nødvendig for at løse klimakrisen. Derfor er det simpelthen en kæmpe sejr for den grønne omstilling, når en gigant som Toyota nu lover at støtte Paris-aftalen og give sit eget lobby-arbejde et kritisk eftersyn, som offentligheden kan følge med i”, siger Jens Munch Holst, der er direktør i AkademikerPension.

Helt konkret truede AkademikerPension sammen med de øvrige investorer med at stille et aktionærforslag på selskabets generalforsamling i juni. Men det forslag bliver nu taget af bordet.

For at underbygge Toyotas ændringen vil ledelsen offentliggøre en rapport inden udgangen af året, hvor den gennemgår selskabets direkte og indirekte lobby-arbejde op mod Paris-aftalens målsætninger. Og på baggrund af den vil ledelsen melde ud, hvad den vil gøre ved eventuelle afvigelser.

Først Samsung og HSBC – nu Toyota

Det er ikke mere end en måned siden, at AkademikerPension sammen med andre investorer fik storbanken, HSBC, til at love at udfase lån til kulselskaber samt reducere klimabelastningen af hele bankforretningen i det tempo, som er krævet for at for at holde den global opvarmning i skak. 

Og i efteråret fik vi sammen med en anden gruppe Samsung til at love ikke at opføre nye kulværker globalt.

”Hvis vi skal sikre den grønne omstilling, skal vi have de store lande og store selskaber med. Derfor er det en kæmpe fjer i klimahatten, at Toyota har lyttet til os og har lovet at være en medspiller fremfor en modspiller”, siger Jens Munch Holst.

”Jo mere fart, der kommer på den grønne omstilling, jo mere risikofyldte bliver investeringer i de selskaber, der stadig aktivt modarbejder Paris-aftalens mål. Derfor er det her også en god dag for vores medlemmer og deres pensionsopsparing”, siger Jens Munch Holst.

Kontorenten for 2025

I 2025 får medlemmer på gennemsnitsrente en forrentning på 5,70 procent før skat og 4,83 procent efter skat.

Opnå skattefradrag: Indbetal ekstra inden nytår

I år kan du få skattefradrag på i alt 63.100 kroner, hvis du indbetaler dem på en ratepension.