2025-afkastet var pænt positivt men ikke dog tilfredsstillende, når man sammenligner med resten af branchen. Det fortæller vores investeringsdirektør, Anders Schelde.
(Se afkast på de forskellige ordninger og risikoprofiler nederst i denne artikel)
”Afkastet for den mest almindelige risikoprofil ”Mellem risiko, 15 år pension” endte på 5,7 procent for 2025 for os her i AkademikerPension. I absolutte tal er det på ingen måde skidt, men vi må også indrømme, at det er svagere end vores branchekollegaer, som i gennemsnit ser ud til at lande godt tre procentpoint højere end dette”.
Han forklarer, at der især var tre årsager til, at afkastet endte, som det gjorde
1. Novo Nordisks kursfald: Her har vi i årevis været mere eksponeret end branchekollegerne, hvilket i mange år har tjent os godt. Men i 2025 måtte vi give noget af denne gevinst tilbage.
2. Kursfaldet på den amerikanske dollar: Her var vi ikke forsikret mod kursfald på samme måde som flere branchekolleger, hvilket ramte på afkastet.
3. Omlægning af aktiestrategi: I forbindelse med en større omlægning af aktiestrategien skete der stigninger i aktiemarkedet, netop som vi var i gang med denne omlægning.
Vores langsigtede afkast er robust
Vi har sagt det før, og vi gentager det gerne. Pension er en langsigtet affære. Og vores langsigtede afkast stadig ganske robust. Det fremgår af nedenstående figur, hvor vi ligger nummer 3 blandt de 10 pensionsprodukter der har eksisteret 10 år eller mere.
Ny aktiestrategi
I 2025 lavede vi aktiestrategien om, hvilket blandt andet betød, at vi har hjemtaget en stor del af vores portefølje, som ellers blev forvaltet af eksterne forvaltere. Samtidig har vi hyret et helt nyt aktieteam, hvor seneste tilkomne porteføljeforvalter begynder midt i januar.
”Så alt i alt er vi meget trygge ved, at vi er godt sted med vores investeringsstrategi, og jeg er glad for at kunne konstatere at vi i 2. halvår allerede havde en langt bedre afkastudvikling med en placering i den bedre halvdel af pensionsmarkedet, men det var desværre ikke nok til at lukke hullet fra 1. halvår,” fortæller Anders Schelde.
Udjævningsmekanisme
Hos mange af andre pensionsselskaber kan pensionister opleve store udsving i deres udbetalte pensioner, alt efter hvordan det seneste års afkast har været.
Sådan er det ikke hos os i AkademikerPension, som benytter sig af den meget roste udjævningsmekanisme.
Helt lavpraktisk fungerer den på den måde, at et medlems pensionsudbetaling bliver beregnet som et gennemsnit af de seneste 10 års afkast.
Det giver meget små udsving i udbetalingerne måned efter måned og år efter år, hvilket betyder, at vores medlemmer i langt højere grad end hos andre selskaber kan regne med, hvad de får udbetalt, selvom afkastet kan svinge fra år til år.
2026 – umuligt at spå om
2025 var tumultarisk på kursudsving, toldkrig, krig og geopolitiske spændinger, og lige nu ser 2026 ikke til at blive meget anderledes, hvilket ifølge Anders Schelde gør det stort set umuligt at forudse noget om, hvordan investeringsmarkederne ender. Men siger han:
”Overordnet set er vi forholdsvis positive i forhold til 2026, både i forhold til vores investeringsstrategi og markedsudviklingen. Det betyder dog ikke, at alt er godt, for det er ikke altid, at markedet stiger af de rette grunde, hvis det for eksempel er en boble, som pumpes op. Samtidig er der mange usikkerhedsfaktorer ikke mindst på den geopolitiske scene. Så vi kigger også ind i et år, hvor udfaldsrum-met er større, end det plejer, og der tror vi på, at en strategi med høj risikospredning som vores er den rette”.