Jørgen Otzen Petersen har været medlem siden pensionskassens spæde start i 1960 og kan bryste sig af medlemsnummer 9. Efter en lang karriere som universitetsprofessor gik han i 1999 på pension, men han har stadig gang i mange projekter.

”Det var selvfølgelig en meget stor forandring at blive pensionist. I starten brugte jeg en del tid på at afslutte nogle astronomiprojekter og publicere de afhandlinger, som jeg var i gang med”, siger 86-årige Jørgen. Derudover gik han også i gang med at læse Tolkiens værker.

I dag bruger Jørgen meget af sin tid i haven og på huset. Der er nemlig mange praktiske ting ved et hus, som skal klares, og han fortæller, at han nemt kan bruge en hel dag på at klippe hæk.

Men det er ikke kun haven og huset, som Jørgen bruger sin tid på. Familien betyder også meget for ham. Han har to døtre og tre børnebørn, og han følger nøje med i, hvordan deres liv udfolder sig.


En god pension giver tryghed
Jørgen bor stadig i det hus, som familien købte i 1974, og det er han rigtig glad for.

"Pensionen har været rigelig i den forstand, at der ikke har været problemer med hensyn til økonomien. Det er jo en betryggelse", siger han.

Jørgen har det ganske udmærket som pensionist. Han starter som regel hverdagen med at spise morgenmad og læse avis, og han har typisk lagt forskellige planer. Det kan være at læse en spændende bog, tage til jazzkoncerter eller nedskrive sine erindringer. Jørgen har også haft tid til at skrive om emner, der interesserer ham - heriblandt det velforsynede astronomibibliotek på det nu nedlagte Astronomiske Observatorium.

Jørgen har ligeledes en stor kærlighed til København. Han boede nemlig i slutningen af studiet tre år på det gamle kollegium Regensen, der ligger lige over for Rundetårn. Han holder derfor meget af sine udflugter til Indre By, hvor han går rundt i de gamle brolagte gader eller får sig en bid mad på Kultovet.

"Alene det at gå en tur i det gamle København, det er en fornøjelse", fortæller han med et smil.

En lang karriere med mange kontakter
I 1960 blev Jørgen Otzen Petersen færdiguddannet i fysik og astronomi på Københavns Universitet. Samme år blev han ansat som underviser på universitetet, og der arbejdede han, indtil han gik på pension i 1999.

Hans job bestod hovedsageligt i at arbejde med computere. Jørgen har blandt andet arbejdet med den allerførste dansk-fremstillede computer, Dansk Aritmetisk Sekvens Kalkulator (DASK), der kunne udregne matematiske beregninger.

"Udover at undersøge, hvordan stjerner er opbygget, så har jeg ligesom andre universitetsansatte undervist, afholdt eksamener og været censor. Jeg har eksamineret mindst 1.000 studerende".