46-årige Frederik Bundgaard har lidt over en million kroner på sin pensionsopsparing hos os. Beløbet gør ham tryg i forhold til fremtiden, for han vil gerne kunne leve som nu, den dag han bliver pensionist.
”Det føles enormt rart. Det er dejligt at vide, at de penge, jeg har investeret tidligt i pensionen, bliver forrentet og kommer godt igen senere”, fortæller Frederik, der til dagligt arbejder som selvstændig inden for brugervenlighed.
Fast indbetaling giver tryghed
Da Frederik skiftede fra at være lønmodtager til at være selvstændig, sørgede han for at tilpasse sin pension, så han stadig kunne indbetale mest muligt. Derudover lagde han også flere af sine pensioner sammen hos os.
Som selvstændig varierer Frederiks indkomst, men han har besluttet sig for at indbetale et fast beløb til pension hver måned. Han kan nemlig godt lide den tryghed, der er i at vide, at der er penge på kontoen, når han skal på pension om mange år.
”Jeg kender andre selvstændige, som i en alder af 35-40 år, stadig ikke lige er kommet i gang med pensionen. Det føles rigtig godt at være på forkant med det og vide, at min pensionsopsparing vokser sig større over tid”, siger han.
Sætter stor pris på sin frihed
Selvom Frederik ikke tænker særlig meget over sin pension i hverdagen, så er han glad for, at han har taget nogle aktive valg i forhold til fremtiden.
”Hvis jeg bliver ved med at indbetale, som jeg har gjort hidtil, så giver det en masse muligheder for at blive ved med at leve på den måde, som jeg gør nu. Jeg vil gerne kunne rejse, gå ud at spise, være sammen med venner og leve lidt spontant, når jeg går på pension. Den frihed sætter jeg meget stor pris på”, fortæller han.
Som medlem i AkademikerPension er du i gennemsnit 46 år, når du rammer en million kroner på din pensionsopsparing. Det er rigtig mange penge, og når du en gang skal på pension, så har du oftest endnu mere at gøre godt med.
Nyeste tal viser nemlig, at vores medlemmer i gennemsnit har sparet 2,5 millioner kroner op, inden de forlader arbejdsmarkedet.
Har du sparet nok op?
Det er vigtigt, at du løbende holder øje med dine pensionsforhold, så du får indbetalt nok i løbet af din karriere. Det er derfor en god idé at give din pension et servicetjek, hvis du eksempelvis skifter job, bliver gift/skilt, får børn eller bliver selvstændig.