Hvis Astrid Myrup eller hendes mand er på deltid, indbetaler de det fulde beløb til pension fra deres fælles konto.
39-årige Astrid Myrup arbejder som børnekulturformidler på et bibliotek, og siden foråret 2023 har hun arbejdet på deltid. Selvom Astrid arbejder på nedsat tid, indbetaler hun stadig det fulde beløb til sin pensionsopsparing.
”Jeg vil ikke stå økonomisk dårligere som pensionist, fordi jeg er på deltid lige nu. Og det kommer jeg heldigvis heller ikke til, for jeg indbetaler et ekstra beløb til min pensionsopsparing, så det svarer til en fuldtidsansættelse”, siger Astrid, som er uddannet i moderne kultur og kulturformidling.
Astrid og hendes mand har begge været på deltid i perioder af forskellige årsager i løbet af deres karriere. Hver gang har de indbetalt til hinandens pensionsopsparinger fra deres fælles konto. Og det er en beslutning, som hun er glad for.
”Udover bare at være en familie ser vi os selv som en økonomisk enhed. Det giver os en tryghed både nu og i fremtiden, og samtidig også en følelse af, at vi er fælles om det hele i vores parforhold”.
Personlig udvikling og tid til sig selv
Astrid har valgt at gå ned i tid på sit arbejde for blandt andet at få mere tid til sig selv. Parrets to børn på tre og seks år kræver fuld opmærksomhed, så ved siden af et fuldtidsarbejde er der ikke meget tid eller overskud til andre interesser.
”Jeg har mere fleksibilitet i hverdagen, nu hvor jeg arbejder 32 timer. Min familie opdager nok ikke, at jeg arbejder mindre end normalt, for jeg går ikke og leger husalf i den tid, jeg ikke går på arbejde. Den tilkøbte tid giver mig et frirum til mig selv, som kan være svært at få plads til i hverdagen”, siger Astrid, der har en aftale med sin arbejdsplads om at være på deltid i et år.
”Det passer mig fint, at min deltidsstilling er midlertidig. For så har jeg mulighed for at finde ud af, om jeg får det ud af at være på deltid, som jeg havde håbet. Og jeg har også mulighed for at vende tilbage til min fuldtidsstilling”.
Astrid fortæller, at hun er lidt skeptisk over at ende i en stereotyp som kvinden på deltid, der henter børnene tidligt, mens manden gør karriere.
”Heldigvis behøver det ikke at være sådan, selvom man er på deltid. Det er vigtigt for både min mand og jeg, at vi bidrager lige meget til hjemmet og børnene, uanset hvor mange timer vi arbejder om ugen. Så da jeg gik på deltid, var han helt med på, at det var for, at jeg kunne få et rum til mig selv”.
"Jeg vil ikke stå økonomisk dårligere som pensionist, fordi jeg er på deltid lige nu" Astrid Myrup, medlem i AkademikerPension
Tal med hinanden om ønsker og økonomi
En nyere undersøgelse fra Arbejdskraftundersøgelsen viser, at 52 procent kvinder, som er under beskæftigelse i Danmark, gerne vil arbejde mindre end 37 timer om ugen. For mænd gælder det 30 procent. I undersøgelsen er der ikke indsamlet data for årsagen til at arbejde mindre, men det nævnes, at de hyppigste årsager for mænd er helbred, og for kvinder er det af familiemæssige årsager.
For Astrid er beslutningen om deltid til dels for at få mere tid til sig selv, men også for at få mere fleksibilitet i hverdagen i tilfælde af sommerfest i børnehaven og lignende.
Og så har hun et godt råd til andre medlemmer, som overvejer at gå på deltid:
”Jeg synes, det er vigtigt at tage beslutningen i fællesskab sammen med sin partner, så man er enige om, hvad man gerne vil prioritere og bruge sin økonomi til. Derudover vil jeg også anbefale at indbetale det fulde beløb til pension, når man er på deltid, for at sikre sig økonomisk til fremtiden”, siger Astrid, der fik selv samme råd af en tidligere kollega for nogle år tilbage.
Forhold dig til din økonomi
Det kan være svært at forholde sig til, hvor mange penge du får brug for som pensionist. Vi anbefaler, at du tager en snak med en pensionsrådgiver, inden du vælger at gå på deltid. På den måde kan du danne dig et overblik over din økonomi og som pensionist.