Vil du lede internationale fondsinvesteringer og skabe langsigtet værdi for vores medlemmer? Vi kombinerer høj ejendomsfaglighed med korte beslutningsveje, en tydelig ansvarlighedsprofil og målet om hele tiden at udvikle vores måde at investere på.

Ejendomme er et strategisk prioriteret område for AkademikerPension. Af en samlet portefølje på 170 milliarder kroner udgør ejendomme cirka 6,4 procent, og målet er 7,5 procent. Vi søger derfor en erfaren kollega, der kan tage ansvar for både investeringerne og områdets videre udvikling.

Opgaver og ansvar
Som Senior Investment Director leder du investeringsprocesser i udenlandske ejendomsfonde og følger op på nye og eksisterende investeringer. Du har den løbende dialog med porteføljens fondsforvaltere og opbygger tillidsfulde, langsigtede relationer, hvor du samtidig kan stille tydelige krav og forhandle løsninger til fordel for AkademikerPension.

Du varetager hele processen fra screening, kommerciel og finansiel analyse og due diligence til strukturering, risikovurdering, forhandling og closing. Du præsenterer dine cases for investeringskomitéen, bidrager til strategien og deler din viden med teamet. Det kræver solid dømmekraft og evnen til at gøre komplekse forhold klare og anvendelige.

Din profil

Et godt udgangspunkt for videre dialog er, at du:

  • Har minimum 10 års erfaring med ejendomsinvesteringer, transaktioner og finansiel modellering, primært med indirekte investeringer i ejendomsfonde, eksempelvis fra en institutionel investor eller kapitalforvalter.
  • Selvstændigt har ledet flere fondsinvesteringer fra screening og due diligence til forhandling af fondsdokumentation og side letters og har et godt kendskab til det internationale marked for ejendomsfonde.
  • Har solid dømmekraft, udfordrer antagelser og kan stå på mål for selvstændige investeringsmæssige konklusioner over for ledelse og investeringskomité.
  • Tager initiativ og kan varetage din egen portefølje med begrænset supervision, samtidig med at du bidrager til fællesskabet og løfter kollegerne fagligt.
  • Kommunikerer overbevisende og kan oversætte komplekse strukturer til klare beslutningsoplæg. Du er en erfaren bruger af Excel, PowerPoint og Word.
  • Har interesse for, hvordan AI og data kan styrke investeringsbeslutninger og effektivisere arbejdsgange.

Erfaring med direkte ejendomsinvesteringer, transaktioner samt udviklings- og ombygningsprojekter er en fordel, men ikke et krav.

Vi forestiller os, at du har en relevant økonomisk eller finansiel uddannelse. Ansvar og titel afhænger af erfaring og fagligt niveau.

Dit team og vores værdier

Du bliver en del af et team på syv kolleger, der arbejder tæt sammen på tværs af den direkte og indirekte portefølje. Vores værdigrundlag er ansvar, ambitioner og fællesskab.

For dig betyder det, at du tager ejerskab for beslutninger og resultater, har ambitioner på medlemmernes og faglighedens vegne og deler din erfaring, så teamet skaber resultater sammen. 

AkademikerPension er en formålsdrevet pensionskasse, som er fokuseret på at investere medlemmernes penge ansvarligt og langsigtet. Det kan du læse mere om her: https://akademikerpension.dk/ansvarlighed/

Det kan du se frem til

Du får en central rolle med stor indflydelse på vores internationale fondsinvesteringer og mulighed for fortsat faglig og personlig udvikling.

Rollen spænder fra nye investeringer til opfølgning på porteføljens fonde og dialog med internationale fondsforvaltere.

Teamet sidder sammen i AkademikerPensions nyrenoverede kontor på Smakkedalen 8 i Gentofte, tæt på S-tog og med gratis parkering til cykel og elbil.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning

Send din ansøgning og dit CV hurtigst muligt til job@akademikerpension.dk, da vi løbende holder samtaler.

Vi vil gerne bede dig om at skrive dit navn i filnavnet på både ansøgning og CV.

Har du spørgsmål eller ønsker en fortrolig dialog om rollen, er du velkommen til at kontakte Head of Transactions & Asset Management, Troels Engholm, på telefon 4040 6920.

Om AkademikerPension

Vi er en medlemsejet pensionskasse for 178.000 akademikere og har en ambition om at være Danmarks mest ansvarlige pensionskasse. Vi ønsker at skabe et højt afkast på et ansvarligt grundlag, og vi har i de senere år været en stærk stemme i den offentlige debat om ansvarlige og klimavenlige investeringer.

AkademikerPension opfordrer alle, der matcher jobbeskrivelsen til at søge uagtet køn, alder, nationalitet, etnicitet eller andet. Kønsbalance og lige muligheder er kerneværdier for os, og vi har fokus på at sammensætte det helt rigtige team, som i kraft af diversitet og faglige kompetencer kan løse opgaven.

Du kan læse, hvordan vi behandler dine persondata på akademikerpension.dk/persondatapolitik