Biodiversitets- og miljørelaterede temaer som skovrydning, overfiskning og havforurening med videre er i stigende grad væsentlige i et samfundsperspektiv såvel som i et markeds- og investeringsperspektiv.

Problemstillingerne vedrører de helt grundlæggende forudsætninger for bæredygtig udvikling, og der er tætte koblinger til økonomisk set betydningsfulde sektorer som landbrug og fødevarer. Desuden er tab af biodiversitet tæt forbundet med klimaforandringer.

Ambitioner

Vi ønsker at markere en klar position i forhold til natur og miljø, og vi sætter gerne temaet på dagsordenen, ikke mindst i vores dialog og samarbejde med selskaber, som vi er investerede i. Sideløbende vil vi, sammen med andre institutionelle investorer, appellere til, at internationale organisationer og regeringer øger indsatsen for at skabe politisk klarhed.

I AkademikerPensions Politik for ansvarlige investeringer fremgår det, at vi ikke accepterer, at selskaber forårsager unødig eller alvorlig og langsigtet skade på miljøet, herunder biodiversitet og klima.

Udfordringen for os og andre investorer er dog, at en stor del af tabet af biodiversitet sker på grund af summen af mange mikrohandlinger og strukturelle faktorer.

Det er en eksternalitet af økonomisk aktivitet, der først nu er ved at blive opstillet robuste modeller for at beregne og begynde at tage højde for. Vi går derfor også ydmygt til opgaven, som vi forventer kommer til at kræve en markant og langsigtet indsats.

Mål

Vores mål er over tid at nedbringe antallet af selskaber, der påvirker miljøet negativt, herunder natur og biodiversitet.

Det gør vi gennem analyse, aktivt ejerskab over for selskaber og løbende stillingtagen til investeringerne.

Et delmål er at få bedre data til rådighed for vores analyser. Med afsæt i vores årsbrev til alle danske selskaber

i vores portefølje, er det målet at indlede en struktureret dialog om natur og biodiversitet med udvalgte danske selskaber i 2023. Læs vores årsbrev her.

Aktiviteter og fremdrift

Tilbage i 2020 var AkademikerPension medunderskriver på ”Investor Statement on Biodiversity” – en appel til blandt andre regeringer og videnskab om at tilvejebringe data/information, som investorer kan lægge til grund for en helhedsorienteret integration af viden om natur og biodiversitet i investeringsbeslutninger.

Forud for FN-topmødet i december 2022 underskrev AkademikerPension en opfordring sammen med andre investorer til verdens regeringer om at blive enige om en ambitiøs aftale.

Læs opfordringen her, som blev underskrevet af investorer med samlet 24.000 tusinde milliarder dollars under forvaltning.

Sideløbende arbejder flere offentlige og private aktører på vejledninger og ledelsesværktøjer – herunder arbejdet, som foregår i Taskforce on Nature-Related Financial Disclosures (TNFD).

Vi deltager selv i et samarbejde mellem pensionsselskaber og WWF om investeringsmæssige risici relateret til biodiversitet og havmiljø.

Vi er løbende i dialog med selskaber om væsentligheden af natur og biodiversitet. Dialogen foregår enten direkte med selskaberne, gennem kapitalforvaltere eller gennem vores samarbejdspartner EOS.

Via EOS har AkademikerPension i 2022 været i dialog med 33 selskaber om pres på miljø og biodiversitet, for eksempel relateret til skovrydning. EOS udviklede i 2020 deres egen tilgang til temaet, og udgav ”Our commitment to Nature”, der fokuserer på beskyttelsen af biodiversitet. Dokumentet kan læses her.

Sammen med en række andre aktører har vi været i direkte dialog med JBS, som er den største kødproducent i verden om klimaforandringer og skovrydning – en dialog som fortsættes. Desuden har vi dialoger med en række banker om finansiering af blandt andet aktiviteter med negative konsekvenser for natur og miljø.

I nogle tilfælde har vi bragt emnet op på politiske niveau. Et eksempel er, at vi i 2020, sammen med en række andre finansielle institutioner, med et åbent brev indledte en dialog med regering og myndigheder i Brasilien om skovrydning. Dialogen fortsatte i 2021 og 2022, blandt andet med flere møder med den brasilianske ambassadør i Danmark og er i øvrigt blevet udvidet til at omfatte flere lande.