Aldersopsparing er et opsparingsprodukt, som ikke bliver modregnet i offentlige ydelser, den dag du går på pension. I AkademikerPension har vi to forskellige aldersopsparingsprodukter afhængig af, hvor din indbetaling kommer fra:

Indbetaling via arbejdsgiver

Du kan vælge at omfordele det faste månedlige bidrag, som kommer via din arbejdsgiver, og oprette en aldersopsparing. 

Der er ikke bortseelsesret for bidrag, som bliver indbetalt til aldersopsparingen via en arbejdsgiver. Det betyder, at din skattepligtige indkomst bliver forhøjet med indbetalingen. Det kan have betydning for dig, hvis hustanden modtager visse offentlige ydelser.

I opsparingsperioden kan der være tilknyttet en bidragsfritagelse til aldersopsparingen.

Indbetaling via egne frie midler

Vælger du at indbetale ekstra til en aldersopsparing af dine egne frie midler, fungerer aldersopsparingen som et rent opsparingsprodukt uden bidragsfritagelse.

Har du indbetalt for meget?

Hvis du har betalt for meget til din aldersopsparing, koster det en afgift, der bliver opkrævet via din årsopgørelse. Størrelsen af denne afgift afhænger af, hvor mange år du har til din folkepensionsalder og om du dermed kan indbetale det høje eller lave beløb til aldersopsparingen.

  Afgift

Det høje beløb (7 år før folkepensionsalderen)

40 procent
Det lave beløb (frem til 7 år før folkepensionsalderen) 20 procent

 

Kan du som følge af diskvalifikation kun indbetale det lave beløb, skal du være opmærksom på, at hvis du indbetaler for meget, skal du betale en afgift på 40 procent, af det du har indbetalt for meget.

Begge afgifter kan blive nedsat til 4 procent, hvis du overfører det for meget indbetalte beløb til en livsvarig pension eller en ratepension, senest årets efter indbetalingen.

Tjek din årsopgørelse

Du kan se på din årsopgørelse, om du har indbetalt for meget på din aldersopsparing. Indbetaler du også andre steder end hos AkademikerPension, skal du være opmærksom på, at den samlede indbetaling ikke må overstige beløbgrænsen for indbetaling til aldersopsparing.

Finder du ud af, at du et år har overskredet grænsen, skal du bruge blanketten her for at få det overskydende beløb overført til en anden pensionsopsparing.

Udbetaling

En aldersopsparing kan udbetales som et engangsbeløb.

Hvis du dør, før udbetalingen er påbegyndt, får dine pårørende udbetalt det beløb, du har sparet op.

Udbetalingen af en aldersopsparing er skatte- og afgiftsfri og modregnes ikke i folkepensionen.

Det er ikke en forudsætning for udbetaling, at du er gået på pension, men aldersopsparingen kan dog tidligst udbetales tre år før folkepensionsalderen (pensionsudbetalingsalderen). Der kan dog gælde særlige regler for dig, afhængig af, hvornår din pensionsordning er oprettet. Aldersopsparingen skal udbetales senest 20 år efter din pensionsudbetalingsalder. Derfor skal du oprette aldersopsparingen før det tidspunkt.

Din aldersopsparing kan også blive udbetalt i tilfælde af:

  • din erhvervsevne bliver varigt nedsat med mindst 2/3
  • du bliver ramt af en livstruende sygdom
  • at du dør

Vil du hæve din aldersopsparing før din tidligste pensionsalder, skal du betale en afgift på 20 % til SKAT.

Skattefradrag

Du får ikke skattefradrag for indbetalinger til aldersopsparing, og du betaler kun pensionsafkastskat (PAL) på 15,3 % af værditilvæksten. Hvert år oplyses SKAT om, hvor meget du har indbetalt til din aldersopsparing.

Diskvalifikation

Der er indført en diskvalifikationsregel ved indbetaling til aldersopsparing. Når du starter udbetaling af en skattepligtig løbende pensionsordning, vil du blive diskvalificeret i forhold til at kunne indbetale mere end laveste beløbsgrænse til aldersopsparingen fra det efterfølgende indkomstår.

Aldersopsparing og efterløn

Går du på efterløn, skal vi indberette din pensionsopsparing til a-kassen. Aldersopsparingen omregnes (bruttoficering) til en teknisk værdi før skat.

Har du eksempelvis opsparet 100.000 kr. på en aldersopsparing, bliver beløbet indberettet som 159.489 kr. til a-kassen.

Kontakt din a-kasse, hvis du har spørgsmål om efterløn.