Gennemsnitsrente er vores gennemsnitsrenteprodukt, hvor din pension bliver forrentet med en fast rente kaldet kontorenten. Kontorenten bliver bestemt af bestyrelsen en gang om året.

Vær opmærksom på, at vi ikke længere tilbyder Gennemsnitsrente som pensionsprodukt. Du har derfor kun Gennemsnitsrente, hvis du er blevet medlem af AkademikerPension før 1. juli 2017 og ikke har valgt et andet produkt.

Er du blevet medlem mellem den 1. juli 2017 og den 1. juli 2022 har du vores pensionsprodukt Markedsrente, medmindre du har valgt Alfa i stedet Er du blevet medlem efter den 1. juli 2022 har du vores nyeste pensionsprodukt, Alfa.

Opsparing

På Gennemsnitsrente bliver din opsparing forrentet med en fast kontorente. Dit afkast følger derfor ikke én til én det afkast, som vores investeringer giver, som det er tilfældet med vores pensionsprodukter Alfa og Markedsrente.

Hvis afkastet af investeringerne et år er højere end kontorenten, bliver forskellen lagt over i egenkapitalen. I de år, hvor afkastet er lavere end kontorente, bliver de ekstra penge på egenkapitalen så brugt til at give dig et stabilt afkast. Når du går på pension, vil du løbende få udbetalt de overskydende penge, du har stående på egenkapitalen. Det sker i form af tillægspensionen.

Du sparer som udgangspunkt kun op på en livsvarig pension, når du har Gennemsnitsrente, og indbetaler derfor ikke til en ratepension eller aldersopsparing, medmindre din ordning giver dig mulighed for det og du aktivt har tilvalgt det.

Du kan til enhver tid se dit aktuelle afkast på din personlige side.

Forsikringer

Dine forsikringer og deres dækning afhænger af, hvornår du er blevet medlem af AkademikerPension, og om du på et tidspunkt har tilpasset dem. Du kan til enhver tid se dine forsikringer på din personlige side. Ønsker du at tilpasse dine forsikringer, skal du kontakte os.

Udbetaling af forsikringer og opsparing ved død

Vær opmærksom på, at din opsparing går til AkademikerPension, hvis du dør før din pensionsalder og har Gennemsnitsrente. Der vil derfor kun blive udbetalt penge fra dine forsikringer. Dette kan du ikke ændre, medmindre du skifter til pensionsproduktet Alfa i stedet.

Hvis du vil vide mere om, hvem dine forsikringer udbetales til, og hvordan du eventuelt ændrer det, skal du kontakte os.

Vil du bestemme over fordelingen af andre dele af din formue, skal du oprette et testamente.

Historisk kontorente

Herunder kan du se, hvad kontorenten har været år for år (før skat) for medlemmer på Gennemsnitsrente siden 1995.

Din browser understøtter desværre ikke visningen af denne graf
Data fra diagram

Udbetaling

På Gennemsnitsrente bliver din pension udbetalt i form af en grundpension og en tillægspension.

Grundpensionen kan være garanteret eller betinget garanteret, mens tillægspensionen er ugaranteret.

Depot

På Gennemsnitsrente består dit depot af din opsparing og tilskrivningen af vores kontorente.

Depotet indeholder ikke særlige bonushensættelser eller pensionsafkastsskat (PAL).

Bæredygtighedsrelaterede oplysninger

Hvis du ønsker at vide, hvordan vi fremmer miljømæssige og sociale karakteristika i Gennemsnitsrente, kan du læse produktbladet for pensionsproduktet.

Rådgivning

din personlige side kan du se alle detaljer om din opsparing og forsikringer hos os. Men har du spørgsmål, er du selvfølgelig altid velkommen til at kontakte vores rådgivere. De sidder klar til at hjælpe dig med dine spørgsmål samt gode råd og anbefalinger til, hvordan du får mest mulig ud af din pensionsopsparing hos os.