Markedsrente er vores markedsrenteprodukt, hvor din pension bliver forrentet med det afkast, som vores investeringerne giver én til én.

Vær opmærksom på, at vi ikke længere tilbyder Markedsrente som pensionsprodukt. Du har derfor kun Markedsrente, hvis du er blevet medlem af AkademikerPension mellem den 1. juli 2017 og den 1. juli 2022.

Er du blevet medlem før 1. juli 2017 har du vores pensionsprodukt Gennemsnitsrente, medmindre du har valgt Markedsrente i stedet. Er du blevet medlem efter den 1. juli 2022 har du vores nyeste pensionsprodukt, Alfa.

Opsparing

På Markedsrente bliver din opsparing forrentet med det afkast, som vores investeringer giver. Så stiger markedet med 5 procent, stiger din opsparing tilsvarende (minus investeringsomkostninger). Ligesom din opsparing falder, hvis markedet falder.

Du sparer som udgangspunkt kun op på en livsvarig pension, når du har Markedsrente, og indbetaler derfor ikke til en ratepension eller aldersopsparing, medmindre du aktivt har tilvalgt det.

Du kan til enhver tid se dit aktuelle afkast på din personlige side.

Forsikringer

Dine forsikringer og deres dækning afhænger af, hvornår du er blevet medlem af AkademikerPension, og om du på et tidspunkt har tilpasset dem. Du kan til enhver tid se dine forsikringer på din personlige side. Ønsker du at tilpasse dine forsikringer, skal du kontakte os.

Udbetaling af forsikringer og opsparing ved død

På Markedsrente går eventuelle engangsudbetalinger fra dine forsikringer som udgangspunkt til dine nærmeste. Hvis du ønsker, at udbetalingerne skal gå til nogle andre, skal du udfylde en begunstigelseserklæring.

Vil du bestemme over fordelingen af andre dele af din formue, skal du oprette et testamente.

Vær opmærksom på, at din opsparing går til AkademikerPension, hvis du dør før din pensionsalder og har Markedsrente. Dine nærmeste – eller andre begunstigede - får derfor kun udbetalt penge fra dine forsikringer. Dette kan du ikke ændre, medmindre du skifter til pensionsproduktet Alfa i stedet.

Risiko og investeringer

Din pensionsopsparing er investeret ud fra den samme risikoprofil hele livet igennem, når du er på Markedsrente. Derfor er din investeringsfordeling den samme, uanset om du er ny på arbejdsmarkedet eller på vej på pension.

Risikoprofilen er ens for alle medlemmer, der har Markedsrente, og er bestemt af AkademikerPensions bestyrelse.

Hvis du ønsker at være i stand til at ændre din risikoprofil, skal du skifte til pensionsproduktet Alfa.

Risiko for Markedsrente

Fordeling af investeringer

Oversigt over, hvordan investeringerne (aktivklasser) for Markedsrente fordeler sig. Klik på den enkelte aktivklasse for at se, hvordan vi har investeret i den.

Alternative investeringer og ejendomme 18,4 %
Aktier 28,1 %
Kreditobligationer 25,8 %
Stats- og realkreditobligationer 27,7 %

Investeringsomkostninger

Du finder investeringsomkostningerne for Markedsrente på siden "Omkostninger og nøgletal".

Historisk afkast

Herunder kan du se, hvad afkastet har været år for år (før skat) for den fælles risikoprofil, som alle medlemmer på Markedsrente har, siden 1991.

Din browser understøtter desværre ikke visningen af denne graf
Data fra diagram

Udbetaling

Markedsrente er designet med en udjævningsmekanisme, der gør, at dit investeringsafkast bredes ud over en 10-årig periode. Når du forlader arbejdsmarkedet, er du derfor sikret mod store udsving i dine udbetalinger. Så du kan være tryg ved, at udbetalingerne fra din pension holder sig stabile. Uanset hvordan markedet bevæger sig.

Bemærk at pensionerne på Markedsrente er ugaranterede, og at beregningsrenten allerede er indregnet i pensionerne. Det er derfor forskellen mellem afkastet og beregningsrenten, der udjævnes.

Depot

På Markedsrente består dit depot af din egen opsparing, tilskrivningen af vores afkast og skyldig pensionsafkastsskat (PAL), der afregnes med SKAT, men forrentes på dit depot.

Depotet indeholder ikke særlige bonushensættelser.

Bæredygtighedsrelaterede oplysninger

Hvis du ønsker at vide, hvordan vi fremmer miljømæssige og sociale karakteristika i Markedsrente, kan du læse produktbladet for pensionsproduktet. 

Rådgivning

På din personlige side kan du se alle detaljer om din opsparing og forsikringer hos os. Men har du spørgsmål, er du selvfølgelig altid velkommen til at kontakte vores rådgivere. De sidder klar til at hjælpe dig med dine spørgsmål samt gode råd og anbefalinger til, hvordan du får mest mulig ud af din pensionsopsparing hos os.

Gå i dybden med Markedsrente

Vil du vide mere om investeringsrisikoen og - fordelingen for Markedsrente, kan du besøge siden Fakta om Pension. Her kan du også sammenligne risikoen med den gennemsnitlige risiko for alle danske pensionsprodukter og andre pensionsselskabers tilbud.