Når vores medlemmer siger farvel til jobbet og påbegynder en ny hverdag som pensionist, er overgangen ikke lige let for alle. Det har 63-årige Ebbe Kromann-Andersen mærket på egen krop, efter han gik på pension i sommeren 2022.

Ebbe Kromann-Andersen havde ikke tænkt særlig meget over, hvordan hans seniorliv ville komme til at se ud. Men han er alligevel overrasket over, hvor hårdt det har ramt ham at forlade arbejdsmarkedet.

”Jeg var virkelig uforberedt på den livsovergang, det er at gå på pension. Jeg har været vant til at spise frokost hver dag klokken 11.15 med de studerende og være en del af et større fællesskab på arbejdet, og pludselig var det bare væk. Det har rørt mig meget mere, end jeg troede”, siger Ebbe, der underviste i pædagogik og didaktik i knap 30 år.

Selvom det er mere end et halvt år siden, Ebbe gik på pension, har han stadig ikke vænnet sig til det.

”Jeg føler et kæmpe tomrum, efter at jeg har forladt arbejdsmarkedet. Det er især strukturløsheden, der er svær at forholde sig til. Det er lidt ligesom at være i limbo, hvor man går hvileløst rundt”, siger Ebbe og fortsætter:

”En af mine tidligere kolleger beskriver den periode, jeg er i nu, som et fjumreår. Det, synes jeg, er rigtig godt sagt. For man kaster sig ud i alt muligt, og brikkerne skal have tid til at falde på plads”.

"Jeg har ikke fortrudt, at jeg gik på pension, for det er det helt rigtige. Selvom det er svært, og jeg går rundt om mig selv, har jeg accepteret, at rejsen til at blive en lykkelig pensionist tager tid" Ebbe Kromann-Andersen, medlem af AkademikerPension

Mere fokus på outboarding

Ebbe pendler mellem Ærø og København, og når han er på Ærø, går han blandt andet på jagt, til fiskeri og træner sammen med andre.

Men det er ikke nok til at give ham den struktur, han savner i hverdagen.

”Da jeg nærmede mig afslutningen på mit arbejdsliv, tænke jeg lidt over outboarding – altså hvordan overgangen til pensionistlivet ville være, men jeg gjorde ikke noget aktivt ved det. Det ville jeg gerne have gjort noget mere ved og benyttet mig af forskellige tilbud”, siger han og anbefaler andre at forberede sig i god tid, tale om det svære ved at gå fra og have en handlingsplan klar for udfasningen af arbejdslivet.

”Det kan ramme en hårdt på det mentale plan, hvis man identificerer sig meget med ens job. Det er det, der skete for mig”, siger Ebbe, der joker med, at han har Frederiksberg Seminarium tatoveret i sit hjerte.

Skiftet fra lønmodtager til pensionist vil for nogle danskere være en svær overgang mod et nyt livsafsnit og en ny identitet. Sundhedsstyrelsen har i flere år indsamlet og udbredt viden om emnet, og styrelsen har blandt andet nedskrevet 10 gode tips til en god overgang til seniorlivet, som alle kan bruge til inspiration.

Sundhedsstyrelsen anbefaler eksempelvis, at man forbereder sig økonomisk, gør noget meningsfuldt, skaber gode vaner, plejer sine sociale relationer og markerer overgangen.

Har ikke fortrudt sin beslutning

Selvom det ikke har været let at opfinde sit eget skema som pensionist, har Ebbe accepteret, at det tager tid at finde noget nyt og meningsfuldt i sit liv.

Lige nu er han i gang med at overtage et nyt hus på Ærø og håber, der bliver tid til at finde sig til rette med nye rutiner, når flytningen er overstået.

”Jeg har ikke fortrudt, at jeg gik på pension, for det er det helt rigtige. Selvom det er svært, og jeg går rundt om mig selv, har jeg accepteret, at rejsen til at blive en lykkelig pensionist tager tid. Det bliver superdejligt at lande på den anden side med nye strukturer, en ny eller anden identitet og en anden selvfortælling, som bliver lige så fantastisk, som da jeg arbejdede. Det er jeg helt sikker på nok skal ske”.

Seniorrejsen i AkademikerPension

I AkademikerPension går mellem 150 og 200 medlemmer på pension hver måned. De fleste går på pension som 65-årig.

Vi har fokus på den økonomiske del af seniorrejsen, hvor vi rådgiver om, hvor meget du har i pension, og om du kan leve for din opsparing. Vi inviterer vi blandt andet vores 60-årige medlemmer til seniormøder, som fokuserer på den økonomiske del af forberedelsen til at gå på pension.

I efteråret 2023 er der planlagt nye tiltag, som skal give medlemmerne en endnu bedre oplevelse af seniorrejsen.  

”Den økonomiske del er vores indgang til medlemmerne. Vi fortæller blandt andet om, hvordan pension og offentliglige ydelser spiller sammen, men der er selvfølgelig mange andre facetter af pensioneringen end det økonomiske perspektiv. Vi håber, at de nye tiltag kan inspirere vores medlemmer til at planlægge og tænke over deres seniorliv, så de får en god overgang”, siger medlemschef Peter Fuglsang.

Du kan få gratis rådgivning

Du er altid velkommen til at skrive eller ringe til os, hvis du har brug for specifik rådgivning eller bare har brug for at blive guidet godt på vej.