NGO'en ClientEarth ønsker Shells bestyrelse dømt for ikke at varetage investorernes langsigtede interesserer. For selskabets klimaplaner stemmer ikke overens med Paris-aftalen.

Den anerkendte NGO, ClientEarth (CE), afleverede den 9. februar en stak juridiske dokumenter til High Court i England og Wales, der svarer til Landsretten i Danmark. Vi kender endnu ikke udfaldet, men potentielt kan det sende rystelser gennem bestyrelseslokaler verden rundt.

CE ønsker nemlig at få Shells bestyrelse dømt for ikke at varetage aktionærernes langsigtede interesserer. For selskabet håndterer ikke klimarisici ordentligt og fremlægger heller ikke en klimaplan i overensstemmelse med Paris-aftalen.

Bestyrelsens dårlige styring af klimarisiko efterlader virksomheden alvorligt udsat og spilder den ekstraordinære mulighed for Shell til at positionere sig som en stor spiller på fremtidens energimarkeder.

Billede af Anders Schelde
"Det er i stigende grad gået op for folk, at når man forvalter andre folks penge, følger der også et ansvar med" Anders Schelde, investeringsdirektør i AkademikerPension

Mere bid i det aktive ejerskab

Investeringsdirektør i AkademikerPension, Anders Schelde, pointerer, at der er brug for, at de største fossile selskaber omstiller sig, hvis vi skal nå Paris-aftalens mål.

Omstillingen kommer dog ikke af sig selv, og derfor spiller aktivt ejerskab en vigtig rolle i arbejdet med at skabe en grønnere fremtid.

”Det er i stigende grad gået op for folk, at når man forvalter andre folks penge, følger der også et ansvar med. Der er mange, der længe har bedrevet aktivt ejerskab, men der er kommet mere bid i det, og med sagsanlægget går ClientEarth skridtet videre”, fortæller Anders Schelde.

”Vi håber, det synker ind”

AkademikerPension bliver i pressemeddelelsen fra CE fremhævet for, at vi i 2019 besluttede at ekskludere Shell for at beskytte vores investeringer mod den langsigtede risiko, som en manglende klimaplan medfører.

Anders Schelde håber dog på, at Shell på et tidspunkt kommer på den rigtige kurs i forhold til Paris-aftalens mål, så vi igen kan investere i selskabet. For det vil både gavne vores muligheder for at investere og verden i almindelighed.

”Vi kan i princippet godt investere i selskaber som Shell, der laver olie og gas. Bare det er en forretning, der afvikles i tråd med Paris-aftalens mål. Vi håber derfor, at retssagen – uanset udfaldet - får det til at synke ind hos bestyrelserne, at de har et ansvar. Også når det kommer til de investeringsmæssige klimarisici”, siger Anders Schelde.

Om ClientEarth

ClientEarth (CE) er en nonprofit-organisation, der bruger loven til at skabe systemiske forandringer, der beskytter kloden for – og med – dens indbyggere.

CE håndterer klimaændringer, beskytter naturen og stopper forurening med partnere og borgere over hele kloden. CE stiller industrien og regeringerne til ansvar og forsvarer alles ret til en sund verden.

Fra CE’s kontorer i Europa, Asien og USA former, implementerer og håndhæver de loven for at opbygge en fremtid for vores planet, hvor mennesker og natur kan trives sammen.

Læs mere om ClientEarth på deres hjemmeside.

Vi presser selskaber gennem dialog

I AkademikerPension bruger vi vores aktive ejerskab og vores stemme i den offentlige debat til at presse selskaber og regeringer. Vi starter som udgangspunkt med dialog, men vi ved af erfaring, at en kritisk stemme i offentligheden også kan gøre en forskel.