Hos AkademikerPension er vi cirka 115 ansatte, som dækker mange forskellige funktioner og specialer. Fælles for os alle er en høj faglighed, som vi omsætter til tryghed for vores medlemmer.

Her kan du møde Rasmus, Laura og Anna, der alle er ansat i AkademikerPension. 

Rasmus Vikkelsø Tybring

Pensionsrådgiver, ansat siden november 2015

Hvad fik dig til at søge en stilling i AkademikerPension?

Det var faktisk et par bekendte fra mit netværk, der opfordrede mig til at søge herud. Inden jeg startede i AkademikerPension, var jeg ansat som Key Account Manager i Forenede Gruppeliv og arbejdede med gruppelivsforsikringer. Efter nogle år med det fik jeg mod på at få pensionspaletten ind under huden, for jeg savnede noget mere viden at bygge oven på min faglighed. Efter at jeg havde sendt en uopfordret ansøgning afsted, kom jeg til samtale, og jeg var så heldig at få jobbet som pensionsrådgiver.

Hvad kan du godt lide ved dit arbejde?

Jeg synes, at det bedste er fleksibiliteten og de mange forskellige arbejdsopgaver, vi har. Eksempelvis har jeg meget kontakt med medlemmerne, er med til at afholde events og er ude for at tale foran større grupper. Jeg kan rigtig godt lide, at jeg er med indover mange ting, at vi har frihed under eget ansvar, og at der bliver støttet op om personlig og faglig udvikling. Men mest af alt brænder jeg for at tale med medlemmerne, og det har jeg rig mulighed for.

Hvordan vil du beskrive kulturen i AkademikerPension?

Der er kommet væsentligt flere kolleger til, siden jeg startede, men jeg har stadigvæk fornemmelsen af, at her er en meget familiær stemning. Jeg kan godt lide den kultur, hvor alle stort set ved, hvem alle er, og hvor man kan snakke afslappet med kolleger fra alle afdelinger. Generelt synes jeg, at vi er gode til at drage omsorg for hinanden. I min egen afdeling vil jeg især fremhæve, at vi er gode til at hjælpe hinanden med opgaverne, når der er brug for det, og at vi giver plads til hinandens forskelligheder.

Laura Beck

Frontend udvikler, ansat siden august 2019

Hvad fik dig til at søge en stilling i AkademikerPension?

Jeg blev faktisk kontaktet af en tidligere kollega, som på daværende tidspunkt arbejdede her. Han spurgte, om jeg ikke ville komme ud til at samtale, og selvom jeg ikke var aktivt jobsøgende, blev jeg nysgerrig. Efter det første møde var jeg helt solgt. Teamet, som jeg potentielt skulle arbejde sammen med, havde store ambitioner for de kommende projekter, og jeg kunne se frem til en masse ansvar i forhold til mine arbejdsopgaver. Jobbet lød virkelig spændende og anderledes, end det jeg kom fra, så det var let at sige ja tak, da jeg blev tilbudt en stilling.

Hvad kan du godt lide ved dit arbejde?

Jeg synes, at det er fedt at udvikle gode og brugbare løsninger til vores medlemmer. Når man selv er med i udviklingsfasen fra start til slut, har man også selv en større passion for det. Derudover er her utrolig gode muligheder for at afprøve forskellige IT-løsninger, når det giver mening. I min afdeling er der konstant fart over feltet, og det er noget af det bedste ved mit arbejde. Jeg kan godt lide, når der er gang i den, men det handler ikke kun om at komme i mål. Det handler om at nå i mål med et resultat, som jeg og resten af teamet kan være stolte af.

Hvordan vil du beskrive kulturen i AkademikerPension?

Generelt er her en afslappet stemning, og alle i huset er imødekommende. I organisationen er der især fokus på, hvordan den enkelte medarbejder har det. Det er virkelig rart, for det har jeg ikke oplevet før på samme måde andre steder. Jeg synes, at det er en stor fordel, at vi ikke er flere, end vi er, så man kommer hurtigt til at kende folk i de forskellige afdelinger. I min afdeling kan vi godt lide at høre musik, mens vi arbejder, og det passer mig helt perfekt. Jeg kan nemlig bedst lide, hvis der ikke er alt for stille.

Anna Riis Kaagaard

ESG Manager, ansat siden januar 2022

Hvad fik dig til at søge en stilling i AkademikerPension?

Jeg har i flere år arbejdet med ansvarlig virksomhedsadfærd, og inden for det område, er det ikke nogen hemmelighed, at AkademikerPension er virkelig ambitiøs. Jeg synes, det er meget interessant, hvordan man som en finansiel organisation kan påvirke virksomhederne, man har investeret i, til at opføre sig ordentligt. Så jeg sad nærmest bare og ventede på, at der kom en ledig stilling. Da jeg så fik jobbet, blev jeg naturligvis begejstret og følte mig meget heldig.

Hvad kan du godt lide ved dit arbejde?

Det er ikke så længe siden, jeg startede, men indtil videre synes jeg, at det er det helt rigtige karrierevalg for mig. Jeg kommer fra en stilling i en offentlig myndighed, hvor jeg også arbejdede med ansvarlighed, men i dag er det jo fra en investorvinkel, og det er virkelig spændende at prøve kræfter med. Fagligheden er høj, og jeg lærer en masse i min nye rolle.

Hvordan vil du beskrive kulturen i AkademikerPension?

Det, der slår mig først, er det den behagelige stemning rundt om i huset. Da jeg startede, fik jeg en varm modtagelse, og jeg har kun mødt søde og dygtige kolleger. For mig giver kombinationen af en uformel tone og et fagligt højt niveau tryghed i det arbejde, jeg laver. Derudover har AkademikerPension en tilpas fin størrelse, hvor der er mulighed for at lære alle at kende, og det synes jeg, er både hyggeligt og en god kvalitet.