Siden Emma Holten blev udsat for en digital krænkelse i 2011, har hun gjort sine personlige erfaringer til en politisk kamp om kvinders værd. I dag turnerer hun med foredrag om kvinder og feministisk økonomi, for der er stadig brug for at italesætte uretfærdigheder.

Da Emma Holten som 20-årig i 2011 blev et offer for en digital krænkelse, blev hun chokeret over, at emner som samtykke og køn pludselig skulle fylde så meget i hendes liv.
”Jeg troede, at jeg skulle bruge mine 20’ere på at finde ud af, hvem jeg er og ikke gå op i kønsdebatten. Jeg tror, at mange i min generation havde en tro på, at feminisme ikke er en del af vores liv, og at det hører til en helt anden generation”, fortæller 31-årige Emma Holten, da Apropos møder hende på en café i Københavns nordvestkvarter.
Som modsvar valgte hun at fokusere på den sexisme, der stadig var udbredt i samfundet. Hurtigt blev hun millennium- generationens feministiske ansigt udadtil.
”Da jeg begyndte at snakke om feminisme, var der nærmest ingen fokus på emnet. Jeg tror, at mange havde en forestilling om, at feminister kun var ældre kvinder, og at der ikke fandtes yngre kvinder, som brændte for det”, siger den 31-årige debattør, der er træt af det karikerede billede af feminister som usympatiske og ubehagelige kvinder.
Debatten blev ensom og voldsom
Gennem 2010’erne var det ofte hende, som medierne henvendte sig til, hver gang nogen skulle udtale sig om feminisme. Til sidst blev det for meget, og hun valgte at holde en pause i 2018 for at fokusere på sit helbred og psyke.
”Jeg startede ud med at fortælle om det værste, der nogensinde var sket i mit liv. Der var meget færre feminister på det tidspunkt, så jeg var lidt en lynafleder. Alle dem, der hadede feminister, rettede deres blik mod mig, og det var virkelig overvældende. Især når jeg var så ung, som jeg var”, fortæller Emma Holten, der i dag helt har trukket sig fra Facebook for at fokusere på at møde mennesker i virkeligheden.
I dag er der mange flere feminister i medierne, og det har givet hende styrke til at vende tilbage i offentlige debatter.
”Da jeg trak mig, spurgte jeg mig selv, hvorfor gør jeg det her? At være feminist i det offentlige rum, er ikke for børn. Men samtidig synes jeg jo, at det er et mega vigtigt emne at snakke om. Jeg tror, at min aktivisme har været en måde at bearbejde den krænkelse, jeg blev udsat for, men også de ting, jeg selv går og tænker over i mit eget liv. Det er dét, der fortsat driver mig. Min passion for ligestilling er drevet af nysgerrighed”.

"Det er stadig nemmere for kvinder at tage mere barsel, gå på deltid og lande i et lavere lønnet job. Og det betyder, at parforhold ofte ender med at være ulige i forhold til økonomi, og det er kvinderne, som betaler prisen." Emma Holten, feminist og debattør
Kvinder betaler den økonomiske pris
De sidste seks-syv år har feminismen fået et boost i Danmark. I starten var debatten individualistisk og handlede om personlige oplevelser som Emma Holtens.
”Jeg har lavet meget personlig, feministisk aktivisme, og det er der heller ikke noget galt med. Men det kan ikke stå alene. Jeg begyndte at tænke over bagtæppet, altså hvad er det for et samfund, jeg og andre prøver at lave ligestilling i. I dag vil jeg gerne fokusere på, at vi lever i et samfund, som trækker i en særlig retning. En retning, hvor det er nemmere for kvinder at sakke økonomisk bagud”.
”Det er stadig nemmere for kvinder at tage mere barsel, gå på deltid og lande i et lavere lønnet job. Og det betyder, at parforhold ofte ender med at være ulige i forhold til økonomi, og det er kvinderne, som betaler prisen. Når jeg ser statistikker om kvinders indtægt og pensionsopsparing, så bekymrer det mig”, siger hun, og fortsætter:
”Hvis du som kvinde er i et økonomisk ulige forhold, har arbejdet på deltid eller været lang tid på barsel og ender i en skilsmisse, bliver du hårdt ramt på pengepungen – manden gør ikke. Derfor er det så vigtigt for kvinder at forholde sig aktivt til deres økonomiske situation. Det gælder både i hverdagen og ved store beslutninger i banken for eksempel”.

Devaluering af omsorgsarbejde
I dag turnerer Emma Holten med foredraget, Hvad er vi værd? Om feministisk økonomi. Her sætter hun spørgsmålstegn ved vores kulturhistorie og den økonomiske historie, hvor aktiviteter, som kvinder hovedsageligt har taget sig af, bliver nedprioriteret og devalueret.
”Der er en direkte sammenhæng mellem kvinders økonomiske situation og vores devaluering af omsorg. For det er dem, der bruger mest tid på omsorg, enten fordi de arbejder med det, eller fordi de bruger mere tid i hjemmet”, siger hun.
Emma Holten ønsker at give både kvinder og mænd almindelige værktøjer til at forstå den økonomiske virkelighed, de lever i.
”Det, der er spændende ved feministisk økonomi, er, at den ser værdi de steder, hvor økonomiske modeller ikke ser værdi. Jeg tror, at mange kvinder lever meget berigende liv, fordi de bruger mere tid på omsorgsarbejde. Men den pris, de betaler, er jo økonomisk. Det er også en ekstrem vigtig samtale for mænd, for der er stadig en tankegang om, at barsel har lav status eller ikke er kvalificerende eller udviklende for et menneske”.
Hun håber, at det at tage vare på hinanden, kommer til at fylde mere i samfundet. Men det bliver svært, så længe omsorgsarbejde værdisættes lavt.
”Vi skal øge omsorg i vores kultur og politik og sige, at det faktisk er et legitimt politisk mål at prøve at øge mængden i samfundet. Vi skal italesætte omsorg som et fuldstændigt universelt behov – både for kvinder og mænd”.
Om Emma Holten
31 år.
Bor i København.
Cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling.
Dansk repræsentant i European Institute for Gender Equality Experts’ Forum som specialist
i feministisk økonomi.
Er selvstændig og har siden 2021 holdt foredrag om feministisk økonomi.
Kvinders pensionsopsparing halter efter mænds
Forskellen skyldes især, at flere kvinder er på deltid, manglende ligeløn og barsel.
Vi har samlet fem gode råd om pension til kvinder på siden her.